Omann i bakgear?
Af Mikael Firlings Mouritzen, medlem af Randers Byråd, Socialdemokraterne.
Venstre med Omann og DF med Nørgaard i spidsen gennemførte sidste år en særdeles udemokratisk omkonstituering. Begge argumenterede for, at det intet havde med udvalgsformændene Kasper Fuhr, Bjarne Overmark og Daniel Madie at gøre. Nej, det handle om politik. Det handlede om politiske forskelle, som var blevet for store til, at ovennævnte kunne varetage deres embeder. Hvis Omann havde haft bare lidt politiks erfaring, inden han stillede op som borgmester, ville han have kendt til forskellene på forhånd.
V og DF lavede som led i omkonstitueringen et “regeringsgrundlag”, hvori partierne fortæller, hvilke mærkesager man vil arbejde på at gennemfører. Det fremgår blandt andet af teksten:
“Randers midtby er kendt for sine spændende butikker og gamle gågader. Konstitueringspartierne ønsker at sikre ro omkring udviklingen af midtbyen ved at tillade privat beboelse på første sal af butikker, herunder at gøre sløjfen bilfri, så de gående får bedre brug og glæde af gågaderne.”
På byrådsmødet i mandags havde V og DF mulighed for at kunne sætte et af de første flueben i deres arbejdsprogram – men svigtede egne løfter. Partierne gik desværre stik imod deres egen politik og undlod at gøre Sløjfen bilfri. Jeg havde særdeles gerne set, at Sløjfen var blevet lukket til glæde for de mange handlende, der kommer i midtbyen. Jeg kan som familiefar sagtens forstå de familier, der kører til et bilfrit storcenter frem for en midtby med biler.
Tilbage står så spørgsmålet om, hvorfor Fuhr, Overmark og Madie skulle fjernes – partierne bag sagde, at det ikke var et personspørgsmål og beviste i mandags, at det heller ikke var et politisk.
Kommentarer