Debat og politik

Østbroen og fantasimillionerne – en farlig økonomisk cocktail

Debatindlæg af: Søren Mikkelsen
formand for Radikale Venstre i Randers Kommune

Kritik og brok er efterhånden Østbroens kendetegn. Vi ansvarlige byrådspartier er udemokratiske, træffer dårlige beslutninger, og har ikke styr på økonomien. Målet med dette indlæg er at sætte lup på Østbroens egen økonomiske politik.

Østbroen, der oprindeligt havde etablering af en Østbro som mærkesag nummer 1, er endt med i stedet at bygge bro mellem Østbro-støtterne Erik Bo Andersen og Peter Kjeldsen og tre løsgængere med fortid i Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. Når jeg læser de mange Østbro-læserbreve i de seneste uger kan jeg konstatere, at Østbroens byrådsgruppe har uanede millioner, milliarder af kroner til rådighed – når politiske budskaber formuleres. 

Jeg vil opfordre avisens læsere til fremover at overveje, hvor mange millioner/milliarder skattekroner Østbroens tanker og forslag – som Erik Bo Andersen, Ratz, Kjeldsen og Boje fremlægger i deres læserbreve – vil koste kommunens borgere. Masser af fantasimillioner kroner, der kun kan skaffes i fantasiens verden, ikke i virkelighedens lokalpolitiske verden. 

Erik Bo Andersen og co. vil have en Østbro med tilhørende vejprojekt; et projekt der i hver til fald er 2-3 gange så dyrt som Klimabroen med tilhørende vejnet. Utroligt nok sætter Østbro listen ikke penge til side til deres mærkesag nummer 1 Østbroen. I de budgetter bro-listen fremlægger i Randers byråd ved de årlige budgetforhandlinger. Utroligt men sandt. Listen bruger statslig finansiering som overspringshandling.

Østbroen og fantasipenge går hånd i hånd på masser af stræk. Sidste år fremlagde Østbroen et budget i byrådssalen, hvor fantasimillionerne i den grad ruller. Det kan man læse om på Radikale Venstre i Randers kommunes lokale hjemmeside under menupunktet Fantasimillioner. Husk, fantasimillioner kroner er penge, der ikke findes i virkelighedens lokalpolitiske verden.

Det er muligt Østbroens ideer og tanker er velmente. Men sund fornuft er Østbroens tanker og utallige forslag ikke, hvis der lægges en økonomisk lup på disse. Summasumarum, Østbroens vej og politiske tanker er en farlig økonomisk cocktail for såvel kommunens borgere, udvikling, virksomhederne og vores lokale velfærd.

Kommentarer