Nytårskoncert i former og farver hos Nørhald Kunstforening
Nørhald Kunstforening indleder 2017 med en udstilling i Mellerup Efterskoles Foyer, hvor det centrale tema er musik og malerier. Den lokale kunstner, Henrik Langballe fra Asferg, udstiller både malerier, tegninger og skulpturer. Fernisering er lørdag 7. januar klokken 14- 16.
Henrik Langballe er uddannet på Silkeborg Seminarium med blandt andet billedkunst som liniefag. Han har efterfølgende suppleret med kurser i skulptur, glas og granit, som han ofte kombinerer i sine værker skulpturer. En af hans glas-og granitskulpturer er opstillet i Testrup Højskoles musikbygning og en anden granitskulptur står på fællesgraven på Læsten kirkegård 2 kilometer fra Fussingø Slot. Han begyndte at udstille i 1983 og har nu et utal af udstillinger i virksomheder og offentlige institutioner bag sig.
Musik og maleri
Til udstillingen hos Nørhald Kunstforening viser Henrik Langballe blandt andet en serie helt nye malerier, der sætter fokus på sammenhængen mellem musik og maleri. Lytning til klassisk er her et ritual, der giver inspiration under maleprocessen.
– For mig har klassisk musik og maleri noget tilfælles, idet begge taler til følelsesmæssige stemninger, man kan komme i. Man bruger for eksempel udtrykket klangfarve inden for musik, og selv om maleriet ikke kan bringe os derhen, hvor musikken er, så kan billedet måske godt bringe os derhen, hvor vi i stemninger kan fornemme eller ligefrem føle musikken, og på samme måde kan et maleri sætte os i sådan en stemning, at vi ligefrem også føler en musik, der toner ud af billedet, fortæller Henrik Langballe og tilføjer:
– At tone en farve er vel også hentet fra musikken og betyder, at man nuancerer farven i maleriet på samme måde, som man nuancerer tonen i musikken. Visse mennesker synes at være udstyret med et vist farvegehør, audition colorée,- en synæstetisk sans, der giver sig udslag i, at toner eller tonearter opleves som definerede farver. Et godt eksempel på en kunstner, der kombinerer maleri og musik er Trine Lilholt, som sammen med sin mand Claus Thrane komponerer musik til Trines malerier. Det er ikke det samme jeg gør, men jeg forsøger at skabe en stemning, hvor musik, jeg hører, indgår i mine malerier.
Abstrakt og naturalistisk
De udstillede tegninger er modsat malerierne naturalistiske. Skulpturerne er både abstrakte og naturalistiske.
– Mine skulpturer er meget enkle. Jeg holder for eksempel meget af at lave fugle. Det er ikke en bestemt fugleart, men mere en fugleform. Den kan være naturalistisk eller abstrakt, men når jeg laver en fugleskulptur, så har den ikke et velformet fuglenæb eller fjer og øjne, da det er detaljer, der ikke er væsentlige for min skulptur. Jeg synes også, det er spændende at kombinere granit med glas. Glas og granit passer godt sammen, måske fordi glas grundlæggende er fremstillet af stenmateriale, forklarer kunstneren.
Kirkeudstillinger
Nogle gange fremstiller Henrik Langballe også skulpturer til et bestemt sted eller til et bestemt tema for eksempel en kirkeudstilling.
– I så fald skal skulpturerne passe til for eksempel Jesus’ lignelser, hans undere eller lidelseshistorie. Jeg tænker meget på, at værkerne, det være sig også malerier, tegninger, skal passe naturligt ind i kirkens rum, sådan at de både er diskrete og samtidig danner en sammenhængende udstilling.
Henrik Langballe har sammen med hustruen Berit Langballe udstillet i både Asferg og Hald kirker. Eksempler på hans værker herfra kan også ses på udstillingen.
Nørhald kunstforening glæder sig til indvie det nye år med en alsidig ,farvemættet og musikalsk udstilling.
Alle er velkomne til ferniseringen, hvor der bydes på en lille forfriskning og musikalsk underholdning ved elever fra efterskolen. Udstillingen kan ses indtil 2. februar alle hverdage klokken 14- 17.
Kommentarer