Nytårshilsen: “Tak for samarbejdet. Tak for tilliden gennem årene”
Torben Hansen takker af efter otte år som borgmester i Randers Kommune. Her ses han ved første spadestik til Vilstrup Skov ved Romalt i november måned. Foto: Randers Kommune
Af Torben Hansen (S). Afgående borgmester i Randers Kommune.
Når vi om lidt tager hul på et nyt år, så lad os gøre det med både eftertænksomhed og håb. Eftertænksomhed fordi 2025 bød på skræmmende emner som hybridkrig og misinformation og en følelse af truende skyer på himlen. Håb fordi vi tog flere skridt for at værne om vores natur, beskytte vores klima og beskytte os mod klimaforandringer – og ikke mindst tog vi store skridt til at stå sammen om at passe på hinanden. Det er netop i fællesskabet, at vi også klarer fremtidens udfordringer.
2025 er mit sidste år som borgmester i Randers Kommune. Når kalenderen skifter til 2026, giver jeg stafetten videre. Tak for tilliden som blev vist mig i 8 år. Tak for engagementet og for den måde mange af jer har taget medansvar for Randers Kommune – også når det har været svært.
For de seneste år har bestemt ikke været uden udfordringer.
Noget af det, jeg er allermest stolt af, er det enorme borgerengagement, som Fremtidens Randers har sat i bevægelse. Hundredvis af borgere, foreninger og virksomheder har blandet sig, givet input og meldt sig på banen for at bidrage til, hvordan vores kommune skal udvikle sig.
Det engagement håber jeg inderligt fortsætter. For Fremtidens Randers er ikke et projekt, der tilhører ét byråd eller én borgmester. Det er et fælles ansvar, og det kræver, at vi bliver ved med at tage hinanden alvorligt.
Her på tærsklen til det nye år har byrådet, efter at have lyttet til de mange input fra jer alle, sat fem overordnede mål for Fremtidens Randers. Vi skal have færre udsatte børn og unge, færre borgere som balancerer på kanten af arbejdsmarkedet, flere private arbejdspladser, en bedre sundhed og trivsel og boliger i bedre kvalitet.
Omkring 1000 unge i kommunen har hverken et job eller er i uddannelse. Det er 1000 unge mennesker med drømme, evner og potentiale. Dem skal vi hjælpe videre. Hvis der er ét sted, vi aldrig må give op, så er det når det handler om vores unge. De er ikke kun en del af Fremtidens Randers Kommune – de er selve fundamentet.
Samtidig er der meget at glæde sig til. Randers er i bevægelse. Flodbyen begynder at tage form, vi vedtog i 2025 Flodlejet og dermed også et fantastisk flodbad ved Tronholmen i Randers. Flodlejet og Flodbadet bliver nye steder, hvor byen møder vandet, naturen og hinanden. Projekter der ikke kun handler om byggeri, men om livskvalitet, fællesskab og modet til at tænke nyt.
Når jeg ser tilbage på min tid som borgmester, ser jeg en kommune med stærke fællesskaber, vilje til forandring og et stort hjerte. Det giver mig ro til at give ansvaret videre – for Randers og de mange skønne byer i kommunen står ikke stille.
Mit ønske for det nye år er enkelt:
Bliv ved med at engagere jer, med at tro på det lokale fællesskab, bliv ved med at tage ansvar – for hinanden og for fremtiden.
Tak for samarbejdet. Tak for tilliden gennem årene.
Rigtig godt nytår og alt det bedste for Fremtidens Randers Kommune.















Kommentarer