Samfund

Nyt TrænerAkademi på vej i Randers – fokus på fællesskab og frivillighed

Randers Cimbria har tidligere på året været en del af UngeLederAkdemiet ligesom SIF Assentoft. Pressefoto.

Randers Kommune tager endnu et skridt for at styrke unges engagement i foreningslivet. Efter et vellykket forløb med UngLederAkademiet, lanceres der nu et TrænerAkademi, hvor unge fra 7. klasse får muligheden for at udvikle sig som trænere og ledere i de lokale foreninger.

På TrænerAkademiet kan unge allerede fra 7. klasse få muligheden for at udvikle sig som trænere og ledere i lokale foreninger. Initiativet er en del af det landsdækkende projekt ‘TrænerAkademiet 2.0 – Frivillighed begynder man på – sammen med sine venner’, som gennemføres i seks kommuner i samarbejde med Center for Ungdomsstudier og med støtte fra Spar Nord Fonden.

– Det er helt afgørende, at vi i Randers giver de unge mulighed for at udvikle sig og tage ansvar i fællesskaberne. TrænerAkademiet handler om meget mere end at skabe nye trænere – det handler om at give unge selvtillid, erfaring og et tilhørsforhold til foreningslivet, som de kan bære med sig resten af livet. Det styrker både den enkelte og vores lokale foreninger, siger Louise Høeg (V), formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune.

Foreningslivets fremtid

TrænerAkademiet bygger videre på de gode erfaringer fra UngLederAkademiet, som Randers Kommune afviklede tidligere i år. Her fik 19 unge mellem 14 og 19 år muligheden for at arbejde med konkrete projekter i deres foreninger.

Erfaringerne viste tydeligt, at når de unge får plads til at tage ansvar, skaber det både energi og nye ideer. Deltagerne stod blandt andet bag SIF Assentoft Junior Cup med over 100 deltagere; de etablerede en byttebank for brugt fodboldudstyr og gennemførte en indsamling til organisationen FANT.

For formand i SIF Assentoft, Henning Jeppesen, har det været en øjenåbner at se, hvordan de unge greb opgaven:

– De unge har fået en arena, hvor de kunne stå på egne ben og skabe noget helt nyt. De planlagde selv stævnet, lavede budgetter og fordelte opgaverne – og de lykkedes til fulde. Det viser, at de vil og kan, når vi tør give dem pladsen, siger han og fortsætter:

– For os i klubben har det betydet, at vi har fået nye ideer på bordet, og vi kan mærke, at de unge er motiverede til at fortsætte og udvikle endnu mere. Derfor har vi også planer om at etablere et ungeråd i klubben. Det her handler ikke bare om et enkelt projekt, men om at give de unge lyst til at tage ansvar i foreningslivet, og det lover rigtig godt for fremtiden.

Også de unge selv fremhævede, hvor meget de lærte af forløbet. Flere pegede på, at det var første gang, de stod med det fulde ansvar for et projekt, lige fra planlægning og budget til afvikling på dagen. De oplevede, at samarbejdet gav styrke, og at det at træffe beslutninger sammen gjorde dem mere trygge i rollen som ledere.

Mange taler allerede om at videreudvikle deres projekter næste år, og i Assentoft arbejder de unge på ideer om en fælles idrætsdag på tværs af klubben. Erfaringerne viser, at UngLederAkademiet ikke blot giver de unge nye kompetencer, men også lysten til at fortsætte som frivillige.

Med TrænerAkademiet udvides indsatsen, så endnu flere unge får mulighed for at prøve kræfter med frivillighed. Akademiet kombinerer undervisning, praktik, mentorordninger og netværk med andre unge. Tanken er, at frivillighed skal være noget, man kan begynde til sammen med sine venner på samme måde som en fritidsaktivitet. Dermed styrkes både de unge selv, foreningerne og lokalsamfundet.

Fakta om UngTrænerAkademiet i Randers

  • En del af TrænerAkademiet 2.0 i seks kommuner (Randers, Skive, Struer, Herning, Frederikshavn og Ishøj)
  • Mål: 700 unge i alderen 13-17 år og 80-100 foreninger på landsplan frem til august 2027.
  • Indhold: undervisning, praktik, mentorordning, akademicamps og netværk

Kommentarer