Hørning

Ildsjæle puster liv i Hørning

Det er blevet smukt ved forsamlingshuset i Hørning, efter at ildsjæle har været i gang.

Ildsjæle har med hjælp fra lokale sponsorkroner pustet nyt liv i Forsamlingshusgrunden i Hørning.  Arbejdet med at etablere pladsen er primært lavet af beboere, der er nabo til pladsen i samarbejde med Borgerforeningen. 

»Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, at Hørning by har fået råderet over grunden og mulighed for at forskønne den. Randers Kommune har givet os råderet over den mod, at vi vedligeholder det nye anlæg, og det glæder vi os til,« forklarer Erik Engvang ifølge Randers Amtsavis, der er nabo til grunden og bl.a. er kasserer for Hørninghus.

Lokale fonde bakker op

Borgerforeningen har søgt fonde om økonomisk støtte, for at istandsættelsen af Forsamlingshusgrunden kunne blive en realitet.

»Vi har oplevet god lokal opbakning til projektet, og udover enorme mængder frivillige arbejdstimer er det lykkedes os at samle hele 205.000 kr. sammen til at få forvandlingen realiseret. Bl.a. har Elrofonden og Friluftsrådet været på banen, ligesom Sparekassen Kronjylland er blandt de lokale støtter,« fortæller Erik Engvang.

»I Sparekassen har vi valgt at støtte projektet med 20.000 kr. fra vores gavefond, da vi gerne vil være med til at gøre Hørning til et endnu mere indbydende sted at bo og besøge. Jeg er sikker på, at en forskønnelse af den gamle grund vil få stor værdi for alle i området, ligesom besøgende vil få et langt bedre indtryk af byen. Hørning bliver både kønnere at se på og mere attraktiv at bo i,« forklarer Ole Ditlev, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Assentoft.

Kommentarer