Nyt borgerligt valgforbund vil samarbejde bredt
Fem borgerlige partier havde indkaldt til pressemøde i Helligåndshuset fredag formiddag. Her blev et teknisk valgforbund præsenteret. Valgforbundet består af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Nye Borgerlige.
– Vi har indgået dette valgforbund for at sende det klare signal om, at vi fem partier ønsker et bredt samarbejde i det kommende byråd sagde borgmester Claus Omann Jensen i sin velkomst.
– Det ligger os meget på sinde, at vi er fem forskellige partier, og derfor findes der også forskellige holdninger til løsninger af problemerne, men når vi vælger at samarbejde bredt, så skal man også respektere hinandens forskelligheder. Det her skal ikke kun handle om et borgerligt samarbejde, men vi håber at det er startsignalet på, at vi i næste byrådsperiode får et bredt funderet samarbejde med en bred konstituering bagved, erklærede Claus Omann Jensen.
Flemming Holst Østergaard fra Kristendemokraterne ytrede glæde over valgforbundet, fordi han og hans parti hele tiden har villet det brede samarbejde.
– Der er flere ting som samler os, end som spreder os. Det er det vi koncentrerer os om understregede Flemming Holst Østergaard.
Niels-Christian Braad fra Nye Borgerlige mener at et bredt samarbejde er til gavn for borgerne og virksomhederne i Randers, og det er baggrunden for, at de er gået med i valgforbundet.
Formand Dansk Folkepartis byrådsgruppe og spidskandidat Frank Nørgaard har hele tiden gerne villet samarbejde bredt, og samarbejde med alle dem som ønsker at samarbejde med os på lige vilkår. Han pointerede, at der er plads til forskelligheder de fem partier imellem.
For Anders Burlund fra Liberal Alliance er det vigtigt, at der er enighed om, hvor Randers skal hen de næste fire år, og at det sker i et bredt samarbejde i et borgerligt samarbejde.
– Det er en stor fordel, at vi er fem forskellige partier, som står sammen og respekterer hinanden, men alligevel har mulighed for at vores respektive mærkesager igennem, sagde Anders Burlund.
Samarbejdet med den ny liste Fusion Randers blev et væsentlig punkt på pressemødet. Randers Netavis spurgte hvorfor den nye liste med Jesper Bræmer i spidsen ikke er med i valgforbundet.
– Det synes jeg du skal spørge Fusion Randers om, svarede Anders Burlund, som er tidligere partifælle med Jesper Bræmer i Liberal Alliance.
– De er inviteret, og vi har snakket med dem, og vi har også snakket med Konservative Folkeparti forsikrede Anders Burlund, som blev bakket op af borgmesteren:
– Vi har talt med alle partier på den borgerlige side, og jeg har også haft en samtale med Fusion Randers, men de gav ikke noget svar om hvilken vej de vil gå, og det er fair nok. Men det er ikke hemmeligt for nogen, at vi har ønsket om at samle den borgerlige flok, og det er der så nogen der ikke har taget endeligt stilling til endnu. Det gælder også Konservative Folkeparti.
Jesper Bræmer fra Fusion Randers sad på tilhørerrækkerne under pressemødet. Overfor Randers Netavis fastholder han, at hverken han eller listen er blevet kontaktet af andre partier eller lister om indgåelse af valgteknisk samarbejde.
Nye Borgerlige og Fusion Randers stiller op til byrådet for første gang.
Ikke overraskende peger de fem partier på Claus Omann Jensen som borgmester.
Kommentarer