Debat og politik

Nyhuus, Omann og deres prioriteringer

Læserindlæg af Asger Brorsen, Kløvervænget 7, Havndal

Jeg har de seneste dage haft den ære at diskutere i medierne med vor tidligere borgmester Henning Jensen Nyhuus (S). Denne diskussion har drejet sig og Water & Wellness i Randers.

Jeg skal understrege endnu en gang, at jeg intet har imod W&W, men er stærkt bekymret for økonomien, skatteydernes bidrag og forpligtigelser til samme. Jeg er også bekymret over, at Byrådet tilsyneladende ikke er ordentligt informeret om de mulige økonomiske trusler.

Det bringer mig dog videre til Nyhuus stærke forsvar af W&W, men mangel på samme, når det drejer sig om helt nødvendige ting. Nyhuus var en af ”arkitekterne” bag nedlukningen af Gjerlev Skole og overbygningen i Havndal. Samme Nyhuus var også en af hovedkræfterne bag at sikre, at Gjerlev Skole ikke kunne åbnes igen – han modarbejdede den friskole i Gjerlev, som borgerne ønskede – dette på trods af at Nyhuus selv er en ynder af friskoler.

Det er svært at forstå, at ”socialdemokraten” Nyhuus i den grad vælger at svigte sine egne vælgere og skatteydere. Med den ene hånd er han klar til at poste et 2-cifret millionbeløb i W&W og tage en gevaldig chance på skatteydernes vegne – med den anden hånd er han ude af stand til at hjælpe Gjerlev by med at drive skole. Pengene til Gjerlev var bedre givet ud end til et vandland – det gælder i øvrigt også for overbygningen i Havndal.

Nyhuus har med W&W rejst et flot mindesmærke over sin tid som borgmester (Vi håber, det overlever), men en skamstøtte i bl.a. Gjerlev over hans skolepolitik. Man taler ofte om ”Nice to have” og ”Need to have” – her har Nyhuus tilsyneladende rod i prioriteringerne.

Bedre bliver det desværre ikke med vor siddende borgmester Claus Omann Jensen (V), som også ønsker et prestigeprojekt, nemlig HAL4. Det er et projekt, som Randers Kommune ikke har råd til for nærværende. Igen et ”Nice to Have” projekt, som hviler på et meget tvivlsomt økonomisk grundlag – igen, der er kun skatteyderne til at tage det sidste smæk.

Vi må gå ud fra, at vælgerne har disse særegne prioriteringer i baghovedet, når krydset skal sættes i November.

Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer