Samfund

Nye udstykninger skal tage højde for flere ældre

Arkivfoto

Der bygges på livet løs. Det er også nødvendigt, når man ser prognoser for befolkningsudviklingen. Vi bliver ganske enkelt flere og flere danskere.

Nu advarer ejendomsmæglerne i landets største kæde EDC dog om, at man mange steder fokuserer forkert, når der udstykkes nye grunde. Der satses i for høj grad på de unge børnefamilier, men det er de ældre, der kommer mange flere af.

– Man har traditionelt været forelsket i tanken om at tiltrække børnefamilier til kommunen, da disse ofte er gode nettoskatteydere, siger Jesper Adamsen fra EDC i Randers C. – Men jeg frygter, at man overser en vigtig pointe, nemlig at de ældre bor i de boliger, de unge vil have.

Som ejendomsmæglere oplever EDC dagligt ældre, der gerne vil sælge deres store hus, men som ikke gør det. Huset er ofte betalt ud, så det er ikke økonomien der står i vejen, og de ældre er sunde og raske, så det er heller ikke helbredet. Men de kan ganske enkelt ikke finde en passende bolig at flytte videre til i nærheden.

– Her taler vi hverken om plejehjem eller ældreboliger, men om boliger egnede til de ældre, der lever et aktivt liv, men som ikke har behov for tre børneværelser og stor græsplæne med gyngestativ og sandkasse, siger Jesper Adamsen.

– Vi taler om boliger i ét plan omkring 70-120 kvadratmeter, i en lille have, som ikke kræver den store energi at holde. Til gengæld må der gerne være faciliteter i form af fælleshus, grønne arealer og et fællesskab med naboerne.

Familie-egnede boliger skal frigøres

EDC-mægleren mener, at kommune og projektudviklere burde satse på flere af denne type boliger for at få frigjort en masse familie-egnede boliger, nemlig de store huse de ældre bebor i dag:

– Det er jo netop de store huse og haver, de unge og børnefamilierne efterspørger, så man skal ikke være så bekymret for kommunens økonomi. De unge nettoskatteydere vil stadig strømme til – de vil blot flytte ind i de ældres boliger.

Ikke nok med det: De unge sætter også boligerne i stand. Det betyder en øget omsætning til lokale håndværkere, byggemarkeder mv., alt sammen til gavn for kommunekassen.

– Det er min påstand, at de unge hellere vil have et brugt hus med god beliggenhed til en lidt lavere pris, end de vil have noget nybyggeri på en mark udenfor bykernen. Børnefamilier ser først og fremmest på muligheden for at få hverdagen til at hænge sammen, med nærhed til jobs, institutioner og indkøb, mener Jesper Adamsen.

Boliger skal matche behov og interesser

Første skridt i retning af at få bygget flere ældre-egnede boliger er nye udstykninger, der består af mindre grunde med højere bebyggelsesgrader. Eksempelvis vil en grund på 400 kvadratmeter med en tilladt bebyggelsesgrad på 50 procent være et godt bud. For at undgå tæt bebyggelse i udstykningen kan man supplere med grønne kiler eller blande udstykningerne så der både er traditionelle familievillaer og ældre-egnede boliger.

– Der er masser af gode bosætningsmuligheder for de unge, hvis bare de knap så unge ville sælge deres boliger. Men det gør de kun, hvis vi kan tilbyde dem noget attraktivt at flytte videre til. Og så skylder vi vel anstændigvis også den hastigt voksende gruppe af ældre at tilbyde dem boliger, der matcher deres behov og interesser, mener Jesper Adamsen.

Kommentarer