Nye trin for dårligt gående ældre
Det kan være svært at finde modet og lysten til at gå en tur i det fri, hvis man som ældre er dårligt gående. Det skal to nye gågrupper ændre på.
Der kommer skridt på kontoen, når Ældre Sagen og frivilligheden på ældreområdet opstarter to nye gågrupper med start fra Kollektivhuset og Rosenvængets plejehjem.
De nye gågrupper har særligt fokus på dårligt gående ældre, og ruterne er cirka halvanden kilometer lange. Der bliver desuden indlagt masser af pauser undervejs, så alle kan være med.
– Vi glæder os til at byde både de frivillige og de ældre velkommen, og ser frem til en masse gåture i efterårets flotte farver. Det er et corona-venlig tilbud, hvor man kan holde den rigtige afstand til de andre i gruppen – fortæller Pernille Petersen, frivilligguide på Rosenvænget.
Gågrupperne mødes sammen med de frivillige ved parkeringspladserne foran de to plejehjem én gang om ugen. Efter gåturen er der mulighed for socialt samvær i det omfang, det kan lade sig gøre ifølge corona-restriktionerne.
Kommentarer