Nye grønne poser på vej til dit madaffald

Det er blevet forår, og Affald Randers er startet på den årlige levering af grønne poser til sortering af det organiske affald til alle enfamiliehuse i kommunen.
Hvert forår leverer Affald Randers gratis poser til madaffaldet til enfamiliehuse. Leveringen er startet i postnumrene 8870 og 8920, og inden udgangen af april, skulle de grønne affaldsposer gerne være nået rundt i hele kommunen.
– Vi har valgt at levere grønne poser til det organiske affald for at gøre det nemmere for borgerne. Man kan dog sagtens bruge en hvilken som helst anden slags plastikpose, da alle poser, bliver sorteret fra, inden vi laver biogas og gødning af affaldet. De uddelte poser er blot en ekstra service til hjælp til indsamlingen. Slipper poserne op, før vi leverer igen til næste forår, kan du altså bruge helt almindelige poser uden problemer, fortæller sektionsleder Jørgen Niemann Jensen.
Mere glas, metal og hård plast
En sidegevinst ved sortering af madaffaldet har været, at der også er kommet mere fokus på, hvad der skal i genbrugsbeholderen. Mængden af sorteret papir, glas, metal og hård plast er steget med 15 procent sideløbende med udrulningen af indsamlingen af organisk affald.
Jo mere du sorterer ud til genbrug, desto mindre restaffald bliver der sendt til forbrænding, og det påvirker dit affaldsgebyr i positiv retning. For den enkelte husstand kan man i mange tilfælde også skifte til en billigere ordning med mindre volumen på restaffaldet og færre tømninger. Så det er ikke blot godt for miljøet men betyder også noget for ens pengepung.
Vi er supergode i Randers
Faktisk er vi så gode i Randers Kommune, at vi med det indsamlede 4.400 tons madaffald kan lave strøm til 750 husstande i et år – eller sagt på en anden måde producerer vi 2.200.000 kWh. Og når etageejendommene kommer med i løbet af 2018, forventes indsamlingen at stige til 6.500 tons madaffald til produktion af biogas. Det svarer til strømforbruget for knap 1.000 husstande i et år.
– Det kan vi godt være lidt stolte af, specielt når vi er hele fire år længere fremme end det nationale mål, hvor vi er forpligtet til at genanvende 50 procent af 7 udvalgte fraktioner af vores husholdningsaffald, siger Jørgen Niemann Jensen, som tilføjer:
– Endnu bedre bliver det, når vi får bygget vores forbehandlingsanlæg til det organiske affald. Det grønne fodaftryk bliver endnu mere grønt, når vi ikke skal fragte madaffaldet videre til Holsted, som vi gør i dag. Vi forventer, at vi kan stå driftsklare med forbehandlingsanlægget engang i 2020.
Uden jer går det ikke
Affaldschefen er ikke sen til at sende stor ros og tak til borgerne i Randers Kommune:
– Vi har været meget heldige med den store opbakning, der har været til indsamlingen af madaffaldet. Det er gået meget bedre, end vi havde turdet håbe. Vi havde sat nogle ambitiøse mål, og dem har vi nået. Vi siger en stor tak til alle kommunens borgere for den flotte indsats, og vi glæder os til at se, hvor meget vi ved fælles hjælp fortsat kan få indsamlet af madaffald og andet genanvendeligt husaffald.
Kommentarer