Nye cykelstier i Randers, Harridslev og Langå
Fremover kan cyklister glæde sig til at komme mere sikkert frem på jernhesten via nye stiforbindelser på Enghøj Allé i Randers, Udbyhøjvej i Harridslev og Skovlystvej i Langå.
Randers Kommune er i gang med at etablere nye stier, der skal øge sikkerheden og fremkommeligheden for kommunens mange cyklister.
Det har blandt andet resulteret i bedre cykelforhold på Enghøj Allé. Her er eksisterende gang- og cykelstier blevet forlænget på en strækning af vejen. Derudover er der optegnet stiplede linjer og cykelsymboler for at øge sikkerheden for cyklisterne.
Også i Harridslev kan cyklisterne rulle mere sikkert af sted på en nyetableret fællesti til gående og cyklister på Udbyhøjvej:
”De nye stier i Harridslev og Helsted skaber større sammenhæng og sikkerhed. Samtidig håber vi, at cyklisternes tilfredshed og glæde ved at cykle bliver større,” siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.
Naturskøn cykelsti i Langå
I Langå er en flok vejarbejdere i fuld gang med at færdiggøre en cykelsti i skovstykket langs Skovlystvej.
– Cykelstien er en naturskøn vej for de cyklister, der kommer sydfra og skal mod Væthvej. Det er meningen, at stien på sigt skal føres videre under Væthvej og kobles sammen med Gudenåstien på den anden side af broen, siger Birgit Berggrein.
Kommentarer