Ny udstilling med farverig glaskunst i Malvinas Hus
I juli måned kan man opleve farverige blomster og andre værker af glaskunstner Lene Rosborg Dal i Malvinas Hus i Spentrup.
Lene Rosborg Dals interesse for glas startede i 2005, da hun havde været på sit første glaskursus.
– Her blev jeg med det samme bidt af at arbejde med glas, og da interessen blev ved, greb det om sig. Med tiden deltog jeg i flere kurser, og i dag har jeg mit eget glasværksted med ovn og det nødvendige værktøj derhjemme, fortæller hun og tilføjer:
– Selv om jeg nu har haft med glas at gøre i flere år, forundres jeg stadig over, hvilket spændende materiale, det i virkeligheden er, og jeg er altid spændt, når jeg åbner ovnen.
Lene Rosborg Dal arbejder både med Bullseye glas, der er gennemfarvet, samt Floatglas, som i princippet er almindelig vinduesglas, der tilsættes farve med pulver, som brændes ned i glasset.
– Jeg arbejder med Bullseye glas på grund af glassets store farvemæthed og det store farveudvalg; men også med floatglas, som byder på andre muligheder og effekter; for eksempel er mange af mine glasblomster lavet i floatglas, fortæller Lene Rosborg Dal, som bor i Randers med sin mand og parrets to børn.
Stort netværk
Gennem årene har Lene Rosborg Dal fået et stort netværk af andre glaskunstnere.
– Her er vi mange, der deler vores glasværker og glasoplevelser. Derudover er jeg medlem af flere glasgrupper på nettet, hvor vi inspirerer hinanden og udveksler fif og gode råd, fortæller glaskunstneren, hvis værker man kan opleve i Blichers Mindestue i juli måned.
I juli måned er Malvinas Hus åben hver tirsdag og onsdag samt lørdag og søndag, alle dage klokken 14 til 17.
Kommentarer