Ny økonomichef i Børn og Skole vil skabe mere gennemsigtig økonomi
Randers Kommune har netop ansat 60-årige Kenneth Koed Nielsen som ny økonomi- og administrationschef i Børn og Skoleforvaltningen. Han tiltræder den 15. maj og ser i høj grad frem til at fortsætte forvaltningens arbejde med at skabe en mere gennemsigtig økonomi.
Kenneth Koed Nielsen træder med den nye stilling igen ind på den kommunale spillebane efter i en periode at have rådgivet virksomheder og startups i forbindelse med ejendomssalg til det kommunale velfærdsområde. I 11 år, var han velfærdsdirektør i Norddjurs Kommune, med ansvar for blandt andet skole- og dagtilbudsområdet og området for udsatte børn og unge. En erfaring Randers Kommunes ansættelsesudvalg tillægger stor værdi:
– Jeg glæder mig til at få Kenneth Koed Nielsen med som en del af chefteamet i Børn og Skole. Vi er en kommune i vækst, derfor har vi stort fokus på, at vores dagtilbud og skoler fortsat kan tilbyde den kvalitet vi og borgerne forventer. I ansættelsesudvalget lagde vi vægt på, at vi nu får en økonomichef, der kan styre vores igangværende og kommende byggeprocesser på blandt andet dagtilbudsområdet sikkert i mål, ligesom vi føler os overbeviste om, at Kenneths kvalifikationer, erfaring og personlighed, er det perfekte match. Hans forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation og fokus på tværgående samarbejde, hurtig handling og en gennemsigtig økonomi, ser vi meget frem til at få gavn af i Randers, siger Carsten Otte, der er direktør i Randers Kommunes Børn og Skoleforvaltning.
Kenneth Koed Nielsen har en kandidatgrad i statskundskab fra Aarhus Universitet og har siden 1993 arbejdet med ledelse i offentlig forvaltning.
Kenneth ser frem til at begynde i sin nye stilling i Randers Kommune:
– Jeg glæder mig til at komme ind i en kommune og forvaltning, der er i rivende udvikling, og hvor der er gang i at bygge daginstitutioner og gang i at tilpasse forvaltningen, så den også følger med. Det bliver en fornøjelse at blive en del af et velkvalificeret hold, det gælder både chefgruppen og medarbejderne, siger Kenneth Koed Nielsen og fortsætter:
– Det, at Randers Kommune er en organisation, der tænker tværgående og samarbejdende, synes jeg, er utroligt attraktivt, og det er helt sikkert, at jeg får stor gavn af det, når vi skal skabe en mere gennemsigtig økonomi til gavn for både forvaltning og borgere.
Privat bor Kenneth Koed Nielsen i Risskov med sin kone. Familien består desuden af to sønner på 22 og 26 år, der begge er flyttet hjemmefra.
I fritiden har aktiviteter sammen med familien høj prioritet. Desuden bruges tiden på en løbetur, rejser og gerne et besøg på et kunstmuseum.
Kommentarer