Ny metode giver bedre trivsel på Hornbæk Skole og styrker relationerne

Med faste teams og klare roller er der sket markante forbedringer i trivslen blandt eleverne på mellemtrinnet.
Det startede i en enkelt klasse, men efter stor succes har Hornbæk Skole valgt at indføre struktureret undervisning på hele mellemtrinnet. Det sker gennem en model inspireret af Cooperative Learning, hvor eleverne arbejder i små grupper med tydeligt definerede roller.
Alle får en stemme
Når eleverne møder ind, ved alle præcis, hvad de skal. De sætter sig i deres faste grupper, finder deres undervisningsmaterialer frem og starter undervisningen. Ved bordene har hver elev en rolle, men alle bidrager til opgaven som et team og deltager aktivt i undervisningen.
– Det er meget nemmere at finde ud af, hvem der skal sige noget, fordi alle har en rolle. Når vi sidder i teams, er det nemmere at få alle med, og man bliver bedre venner, siger Marius Wessman Nielsen fra 5.A.
Fællesskabet rækker ud over skolen
Hver sjette uge skifter eleverne teams, men inden de skilles, skriver de små hilsner til hinanden med ros og anerkendelse for samarbejdet. Dette er med til at styrke relationerne på tværs af klassen. Derudover holder eleverne ugentlige klassemøder, hvor de diskuterer deres oplevelser både fagligt og socialt.
En vigtig del af konceptet er også “Team Get Together,” hvor eleverne arrangerer sociale aktiviteter uden for skolen. Det kan være besøg derhjemme, hvilket giver dem mulighed for at opleve hinanden i nye omgivelser.
– Det gør en forskel at være hjemme hos hinanden. Man får et bedre bånd, og det er noget andet end bare at være sammen i skolen, fortæller Vilma Melchior Gammelby fra 5.A.
Bred opbakning fra forældre og elever
Bag konceptet står Maria Klindt Thomassen, læringsvejleder og dansklærer på skolen. Hun har tilpasset metoden, så der er mere fokus på trivsel, læring og fællesskab, som har givet en nemmere hverdag for alle –både elever, lærere og vikarer.
– Strukturen giver et fælles fundament, hvor både elever og lærere føler sig trygge. Når vi arbejder med faste teams og klare roller, bliver undervisningen mere forudsigelig, og det giver både eleverne og lærerne den nødvendige ro til at fokusere på læring og trivsel, siger hun.
Selvom nogle elever i starten var skeptiske over at blive placeret i bestemte grupper med faste roller, har de hurtigt taget metoden til sig. Ifølge Maria Klindt Thomassen har forældrene vist stor opbakning til konceptet, og eleverne trives bedre med den tydelige struktur.
Kommentarer