Ny legeplads til Satelitten indviet i Langå
Langå Skoles specialklasserække, Satelitten, indviede i dag onsdag en ny legeplads. Det blev fejret med en stor fælles fest, hvor eleverne havde pyntet op til den store dag , og borgmester Torben Hansen klippede den røde snor.
Eleverne på Langå Skoles specialklasserækker har fået ny og længeventet legeplads. Alle i Satellitten har deltaget i forberedelserne til den store fest – indskolingen havde sørget for kager og snacks, mellemtrinnet stod for underholdningen og udskolingen pyntede op og gjorde den røde snor klar.
Personalet i Satelitten har haft et stort ønske om, at eleverne kunne få en bedre legeplads. Særligt for pædagogen Anne-Marie Fink, som længe havde arbejdet med tanken og søgt forskellige fondsmidler, men det var ikke lykkes at få nogen til at sponsorere en ny legeplads.
Derfor blev der i efteråret 2017 nedsat en arbejdsgruppe, der påny søgte om midler til en legeplads, denne gang ved Elro Fonden. Først fik man afslag, men der havde været noget i ansøgningen som Elro Fonden ikke kunne lade være med at blive nysgerrige på; “Hvorfor var det så brændende vigtigt for personalet i Satellitten, at deres elever fik en legeplads?”.
En legeplads er et meget vigtigt område ved en skole, men særligt for en specialklasserække har den en uundværlig funktion. Nogle af eleverne kan have svært ved at indgå i et socialt fællesskab og være lidt utrygge ved vilde lege som fodbold og tagfat. Derfor var det vigtigt, at de fik en legeplads, som var tiltænkt netop Satellittens elevgruppe. Og det fik Elro Fonden til at støtte projektet.
Arbejdsgruppen, der bestod af pædagogerne Allan Venneberg og Anne-Marie Fink samt afdelingsleder Heidi Odby Skjøttgaard, lagde vægt på, at legepladsen skulle være sjov, motorisk udviklende og et socialt mødested for alle klassetrin både i og uden for undervisningen. På baggrund af arbejdsgruppens ønsker har firmaet Kompan lavet en legeplads, hvor der er plads til alle elementer.
Elever har dog tyvstartet lidt med at lege på legepladsen, og det er gået over alt forventning. Næsten alle børn er nu ude og lege. De ældste elever giver Novaen fart på og skubber de yngste elever på rede-gyngen. Der bliver klatret på klatrevæggen, rutsjet på rutsje stængerne og hygget i hulen. Også Langå Skoles SFO nyder godt af de nye ting på legepladsen ved Satellitten.
Kommentarer