Samfund

Ny ledelse i Liberal Alliance Ungdom

Den nye bestyrelse i Liberal Alliance Ungdom Randers. Fremsendt foto

Liberal Alliances Ungdom Randers (LAU Randers) valgte på sin generalforsamling torsdag 9. februar en ny ledelse. Dette sker på baggrund af et år med medlemsfremgang og et godt skolevalg.

LAU Randers er dermed den næststørste ungdomspolitiske forening i kommunen, og høstede under skolevalget en solid opbakning blandt skoleeleverne, der gjorde LAU til det næststørste parti i Randers Kommune.

Generalforsamlingen var således kronen på værket ovenpå et godt foreningsår, og den nye formand Nicklas Buhl, Randers, ser frem mod endnu et godt år.

– I år er der fuldt fokus på kommunalvalget i november, og så håber vi på at kunne få lokaler i løbet af året også. Modsat de andre borgerlige ungdomspartier i byen, har vi ikke lokaler, og det giver desværre en række udfordringer. Jeg glæder mig dog over, at vi trods det har stor fremgang og står stærk blandt de unge i Randers, udtaler Nicklas Buhl.

Mange aktiviteter

Foruden den nye formand, blev Mikkel Thrane valgt som næstformand. Han ser en stigende interesse for LAU Randers og håber på at se mange nye ansigter i det kommende år.

– Vi fortsætter vores høje aktivitetsniveau, og vil fokusere på at give vores medlemmer endnu bedre arrangementer. På tegnebrættet er der allerede nu biograftur, oplæg med folketingsmedlemmer, medlemsuddannelse og en masse andet, fortæller han og opfordrer interesserede til at følge med på Facebook-siden.

Den nye bestyrelse

Nicklas Buhl, Formand. Mikkel Thrane, Næstformand. Nicklas Duelund, kasserer. Ane Andersen, bestyrelsesmedlem. Mia Mondrup, bestyrelsesmedlem. Torbjørn Kristiansen, bestyrelsesmedlem. Kenny Simmelsgaard, 1. suppleant. Anders Burlund, 2. suppleant.

Kommentarer