Ny klub skal kickstarte flygtningebørns læring i Randers
De første af 445 flygtningebørn vil i denne uge få en pakke med bøger fra det nye initiativ Klub Kickstart, 35 af dem bor i Randers kommune.
Formålet med de særlige bogpakker er at gøre børnene bedre til læsning og matematik, samtidig med at de får styrket deres trivsel og lyst til læring.
Det kan være svært at gå i skole, når man på grund af krig er blevet nødt til at flygte fra sit hjemland. De fleste flygtningebørn har været igennem voldsomme oplevelser og har misset mere end et års skolegang, og det er ikke let at starte i en ny skole, når det sker i nyt land på et nyt sprog.
Derfor vil det nye initiativ Klub Kickstart give en hjælpende hånd til flygtningebørn mellem 6 og 16 år. Hver måned vil de tilmeldte børn modtage en pakke med blandt andet bøger, skoleunderstøttende spil og specialudviklede hæfter og opgaver.
Klub Kickstart er blevet til i et partnerskab mellem Dansk Flygtningehjælp, børnebogsforlaget Carlsen, uddannelsesforlaget Alinea samt forsknings- og rådgivningsvirksomheden Als Research.
– Flygtningebørn er i en særlig sårbar situation, og mange af forældrene har ikke de sproglige ressourcer til at støtte børnenes faglige udvikling i skolen. Derfor vil Klub Kickstart være en stor hjælp til at styrke børnenes lyst til læring, og vi forventer, at det både vil øge deres faglige niveau og deres generelle trivsel – siger Josephine Fock, der er integrationsdirektør i Dansk Flygtningehjælp.
Gode erfaringer fra udlandet
Klub Kickstart tager udgangspunkt i en skoleunderstøttende metode, der oprindeligt er udviklet til anbragte børn i Storbritannien under navnet The Letterbox Club. Her viste metoden sig at styrke børnenes motivation for læring og samtidig løfte deres faglige niveau markant.
Nu er metoden blevet tilpasset flygtningebørn i Danmark. For eksempel kommer bøgerne og materialet sammen med et forældrebrev, der er skrevet på flygtningenes modersmål for at inddrage forældrene i børnenes læring.
– Metoden har vist særdeles gode resultater blandt anbragte børn i Storbritannien og Sverige. Her viser evalueringer, at deltagerbørnene har forbedret deres læsealder signifikant og gjort hurtigere fremskridt i matematik. Vi afprøver i øjeblikket metoden blandt anbragte og udsatte børn i Danmark under navnet Klub Penalhus, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra deltagerbørnene. Vi håber, at Klub Kickstart vil have samme positive effekt for flygtningebørn – siger Bjarke Følner, der er chefkonsulent i Als Research.
Metoden med skoleunderstøttende bogpakker er ikke tidligere blevet forsøgt på flygtningebørn. Derfor vil børnenes faglige niveau blive testet både før og efter bogpakkerne for at teste Klub Kickstarts effekt.
Sårbare børn får glæde af bøger
Bøgerne kommer fra børneforlaget Carlsen og uddannelsesforlaget Alinea. Der vil være tale om letlæselige bøger med alderssvarende indhold, der forhåbentlig vil give børnene en masse gode læseoplevelser.
– Som et forlag, der arbejder for at give alle børn de bedste forudsætninger for at udvikle sig godt både fagligt og socialt, er vi meget stolte af at kunne give så mange flygtningebørn mulighed for at møde dansk børnelitteratur og samtidig være med til at udvikle deres læsefærdigheder, så de kan klare sig godt i deres videre liv – siger Cliff Hansen, der er direktør hos forlaget Alinea.
Bogpakkerne vil også indeholde overraskelser til børnene i form af eksempelvis skrive-, læse- og regneredskaber doneret af Flying Tiger Copenhagen. Og der vil også være opmuntrende hilsner fra Klub Kickstarts to rollemodeller Nadia Nadim og Jacob Riising.
– Det er en kerneværdi for os, at bøger og læsning skal findes alle steder. Og at bøger er til alle børn. Og vi tror på, at gode fortællinger kan gøre læseren klogere på både sig selv og verden. Derfor er det helt oplagt for os at indgå i et samarbejde som dette, hvor bogens magi virkelig har mulighed for at bidrage positivt hos børn, der befinder sig en særlig sårbar situation – siger Christian Bach, der forlagschef på Forlaget Carlsen.
Klub Kickstart er et gratis tilbud til de tilmeldte børn, da udviklingen og afprøvningen af projektet er finansieret af Egmont Fonden.
Fakta om Klub Kickstart
• Klub Kickstart er en ny skoleunderstøttende metode med
• månedlige bogpakker målrettet flygtningebørn mellem 6 og 16 år.
• Klub Kickstarts mål er at forbedre flygtningebørns faglige niveau i læsning og matematik, så de er bedre rustet til at gennemføre en ungdomsuddannelse og få et velfungerende voksenliv.
Klub Kickstart er blevet til i et partnerskab mellem Dansk Flygtningehjælp, børnebogsforlaget Carlsen, uddannelsesforlaget Alinea samt forsknings- og rådgivningsvirksomheden Als Research.
Klub Kickstart er finansieret af Egmont Fonden.
Kommentarer