Ny cykelstibro løftes på plads i næste uge – motorvej spærres over to dage

Den nye cykelstibro, som skal gå hen over E45 Nordjyske Motorvej parallelt med Viborgvej i Randers bliver løftet på plads over motorvejen den 16. og 17. august.
Inden længe kan cyklisterne på Viborgvej i Randers se frem til en ny cykelsti, når de krydser over E45 Nordjyske Motorvej. Lige nu er den nye cykelstibro nemlig tæt på at være færdig. Det betyder, at Vejdirektoratets entreprenør kan løfte stibroen på plads hen over motorvejen i weekenden den 16. og 17. august.
Og mens cyklisterne kan glæde sig, så må de motordrevne køretøjer lige finde tålmodigheden frem. For Vejdirektoratet er nødt til at spærre for trafikken forbi afkørsel 40 Randers C på motorvejen, mens broen bliver løftet på plads.
Afspærring ad to omgange
Lørdag den 16. august fra klokken 15 til senest klokken 02 dagen lørdag nat lukkes det sydgående spor. Og søndag den 17. august fra klokken 15 til senest klokken 02 natten til mandag lukkes det nordgående spor.
I begge perioder vil trafikanterne blive ledt af motorvejen ved afkørsel 40 Randers C, hvor de kan krydse Viborgvej og fortsætte ad E45 via tilkørslen samme sted. Så der er ikke tale om nogen større omkørsel, men der kan opstå noget kø i eftermiddagstimerne og de tidlige aftentimer begge dage.
Tilslutning til cykelstierne
Når træbroen er løftet på plads, skal stibroen kobles sammen med den eksisterende cykelsti på Viborgvej, inden cykelstibroen kan tages i brug i løbet af efteråret.
Når cykelstibroen er taget i brug, vil den nuværende cykelsti på Viborgvej blive lagt til kørebanen, så der bliver mere plads til trafikanterne på broen over motorvejen ved afkørsel 40.
Broen er bygget i træ
Mens broer oftest er bygget i beton, så er det anderledes med denne stibro; den er bygget i træ. Det er den blandt andet, fordi man i Vejdirektoratet også ønsker at bidrage til mere klimavenlige løsninger, når det er muligt, fortæller projektchef Robin Højen Madsen.
– I Vejdirektoratet vil vi gerne bidrage til et bæredygtigt samfund og skifte beton ud med et mere klimavenligt alternativ, når vi kan det. Her ved Randers, hvor den nye bro er til cyklisterne, så giver det rigtig god mening, at vi bygger broen i træ. Vi har bygget få andre træcykelbroer, men det er klart, at det stadig er noget, som vi samler os erfaringer i. Og her kommer den nye bro ved Randers også til at bidrage, siger han.
Og selvom træbroen skal give Vejdirektoratet værdifulde erfaringer udi træbyggeri, så vil broen altså være helt sikker, understreger projektchefen:
– Vi har selvfølgelig regnet på det, og vi har dimensioneret træbroen, så den kan holde til meget mere end de cyklister, som kan være på den samtidig.
Træ fra inderst til yderst
Hvor beton holder i mange år, så går træ i forrådnelse og forgår hurtigere. Det faktum er der derfor taget højde for i designet af den nye cykelstibro, som består af træ fra inderst til yderst.
For selvom hele konstruktionen er bygget i træ, så er der et par detaljer, som sikrer cykelstibroen mange års levetid. Udenom hele det bærende træskelet er der en ydre skal i træ. På de vandrette flader er der en kappe i zink og selve belægningen på cykelstibroen er lavet af kunststof. Det betyder, at selve den bærende trækonstruktion undgår direkte regnvand. Den ydre skal i træ er behandlet med træbeskyttelse og monteret, så den kan skiftes, når den trænger til det.
Træbroen bliver bygget i to dele, som bliver sat sammen, når broen skal løftes på plads hen over motorvejen, hvor den bliver placeret på de søjler og elementer, som skal bære den. Disse er støbt på stedet og er fremstillet i beton. Det er primært et spørgsmål om sikkerhed, da en søjle i beton bedre kan modstå en eventuel påkørsel.
– Man kan nærmest sige, at det er et saml-selv-møbel i ekstra stor skala, og det er et imponerende arbejde, som der er lavet. Resultatet er elegant på en helt anden måde, når det bliver bygget i træ, lyder det fra Robin Højen Madsen.
Fun facts om træbroen
- Tykkelse på bærende hovedbjælker: 1,7 meter x 21 centimeter
- Samlet vægt: 44-46 tons
- Samlet længde: 55 meter
- Antal beslag: cirka 150
- Antal bolte og møtrikker: cirka 500
- Antal skruer: cirka 2500
- Antal træelementer: cirka 250 dele
Kommentarer