Navnenyt

Ny afdelingsdirektør i Vestjysk Bank Randers

Martin Sand Thomsen

Martin Sand Thomsen er pr. 1. marts 2019 ansat som afdelingsdirektør i Vestjysk Bank i Randers. Han kommer fra en stilling som erhvervsrådgiver i bankens afdeling i Aarhus

Martin Sand Thomsen startede sin karriere i daværende Ringkøbing Bank i Hvide Sande og blev efter elevtiden erhvervsrådgiver – først i afdelingen i Hvide Sande og siden i Hadsten og Aarhus. Udover arbejdet som erhvervsrådgiver har Martin de sidste par år været medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Vestjysk Banks bestyrelse.

Alle skal føle sig værdsat
Martin kommer med en solid mængde kundevendt finans-erfaring i bagagen.

– Jeg har været meget glad for arbejdet som erhvervsrådgiver både i forhold til opgaverne og rådgivningen, men også samarbejdet med mine kunder og kolleger. Jeg glæder mig dog over de nye udfordringer og til at lære alle kunderne og erhvervslivet i Randers at kende. Randers er en spændende by, og jeg glæder mig til at blive en del af bybilledet og deltage aktivt i diverse netværk og arrangementer, fortæller en glad og smilende Martin Sand Thomsen.

– Der er nogle super dygtige og dedikerede rådgivere i Randers afdelingen, og jeg glæder mig til at lære dem meget bedre at kende. Jeg lægger stor vægt på trivsel og gensidig respekt – og mener, at det er vejen til at nå målet. For mig er det vigtigt, at alle skal føle sig værdsat. Desuden ser jeg frem til at være med til at understøtte afdelingens positive udvikling, så vi kan byde velkommen til endnu flere kunder.

Aktiv fritid
Martin Sand Thomsen er født og opvokset i Hvide Sande.

Han bor i dag på en landejendom mellem Kongensbro og Grønbæk med sin kone Charlotte Sand Pedersen, hunden Áki og deres islandske heste. Gården købte parret for et par år siden og har brugt en del tid på at få den renoveret.

– Vi har brugt stort set al vores fritid på gården og vores heste de sidste par år. I starten drev vi også Grønbæk Put and Take, men vi har valgt at bortforpagte søen, så vi også har tid til at komme ud og spille lidt golf og se noget fodbold og håndbold, fortæller Martin med et smil.

– Desuden skal der også være tid til at skabe et nyt netværk i og omkring Randers. Jeg kan lide at møde nye mennesker og har gang på gang set, hvor vigtigt det er, og hvor langt vi kan nå, når vi hjælper hinanden, slutter Martin Sand Thomsen.

Invitation til reception
Der afholdes reception i bankens lokaler, Store Voldgade 4, 8900 Randers, onsdag den 10. april kl. 14-16. Alle er velkommen.

Kommentarer