Samfund

Nu åbner ny ansøgningsrunde til områdefornyelse i landsbyerne

Øster Bjerregrav og Langå er blandt de landsbyer, som har tidligere fået støtte til områdefornyelsesprojekter med blandt andet legepladser, madpakkehuse og nye byrum. Fotocollage: Randers Kommune

Nu åbner Randers Kommune for, at interesserede landsbyer kan melde sig på banen til at få del i omkring 15 millioner kroner til områdefornyelser. Pengene fordeles i efteråret 2025.

Vi prioriterer udvikling i landsbyerne, og vi arbejder for, at landsbyerne skal udvikle sig positivt og være attraktive. Her ved vi, at områdefornyelse er et stærkt værktøj, som giver et stort løft til den enkelte landsby. Derfor har vi nu besluttet at åbne for en ny ansøgningsrunde, siger Anne Hjortshøj (S), formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune.

Cirka en tredjedel af kommunens borgere bor i landdistrikterne, og Randers Kommune gennemfører områdefornyelser i landsbyer, der trænger til et løft.

I de seneste år har Albæk og Gjerlev fået et løft og flere områdefornyelser er på vej i Havndal, Asferg og Ålum.

Når landdistriktsudvalget til efteråret peger på nye byer til områdefornyelser, vil det også betyde, at der bliver sat gang i projekter for samlet set cirka 15 millioner kroner i perioden 2026 til 2029.

Lokalt engagement vigtigt

– Borgerne er eksperter i deres eget lokalområde, og deres engagement og motivation er vigtig for at områdefornyelsen bliver en succes. Derfor vil vi gerne vil høre fra landsbyer, der kunne have interesse i en områdefornyelse, siger Anne Hjortshøj.

En områdefornyelse kan indeholde flere projekter omkring forskønnelse af byrum, torve, pladser og opholdsarealer, indretning af nye mødesteder, legepladser, projekter omkring trafiksikkerhed og klimatilpasning. Hvilke projekter den enkelte områdefornyelse skal indeholde, udvælges i et tæt samarbejde mellem Randers Kommune og de lokale aktører i landsbyerne.

I første omgang skal der udpeges et til to nye områdefornyelser, og bagefter bliver der gået mere i detaljen på de enkelte delprojekter i et samarbejde mellem forvaltningen og landsbyen.

Frist 15. juni

Byer der er interesserede i områdefornyelse, kan sende en motiveret ansøgning til Randers Kommune senest 15. juni på mail plan@randers.dk.

 

Kommentarer