Randers By

Nordisk Film Biografer fejrer at filmen ‘Bamse’ kommer til Randers

Foto: Randers City

Når filmen ‘BAMSE’ første gang kommer på lærredet i Nordisk Film Biografer Randers, går det ikke ubemærket hen. For foruden, at der venter en film med et varmt og menneskeligt drama og med Bamses største hits som lydtæppe, er Bamse nemlig født og opvokset i Randers. 

Lørdag den 27. august vil Nordisk Film Biografer Randers markere filmen og opfordre lokale borgere til at besøge de bløde biografsæder og nyde filmen om Bamses liv.  

Fra klokken 11 til 14 går de nemlig på gaden, i ført Bamses velkendte smækbukser, og sammen med en musiker, der fortolker Bamses velkendte hits, vil de hylde Flemming ’Bamse’ Jørgensen og skabe en hyggelig oplevelse for gæsterne i Randers City. 

”Vi håber at skabe smil og sang på folks læber, når de hører musikken live på gaden, og så vil vi selvfølgelig opfordre alle til at komme ind og se filmen. Både da det er en stærk og rørende fortælling om en folkekær mands liv, men også fordi Randers kan være stolte af, at Bamse levede en del af sit liv her og fordi, dele i filmen faktisk er optaget i byen,” siger Rene Jensen, biografchef Nordisk Film Biografer Randers. 

Om filmen 

Filmen BAMSE er en hyldest til den folkekære danske musiker, der har givet os klassikere som ”Vimmersvej”, ”Hvorfor går Louise til bal” og ”I en lille båd der gynger”. Bag det varme smil og smækbukserne gemmer der sig en stærk og rørende fortælling om en mands livslange stræben efter anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen bliver som den eneste af 12 søskende bortadopteret. Flemmings adoptivfar, ønsker at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En spilttet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv. BAMSE er et varmt og menneskeligt drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans livshistorie.  

Filmen har danmarkspremiere 25. august 

Kommentarer