Nej til skattestigninger
Debatindlæg af Christian Brøns, Byrådsmedlem Randers.
Spørgsmålet om skattestigninger bliver et af de helt store emner i valgkampen. Det så vi allerede ved budgetbehandlingen, hvor samtlige partier og lister på venstrefløjen havde indarbejdet skattestigninger på helt op til 3,2 procentpoint i deres budgetforslag.
I forvejen er kommuneskatten i Randers høj. Helt præcis 0,7 procentpoint over landsgennemsnittet. Derfor vil en skattestigning få vores kommune til at være mindre attraktiv for ny bosætning – og for virksomheder, som mange af partierne og listerne også vil hæve skatten for.
Valget den 21. november bliver derfor meget klart – ønsker man skattestigninger på helt op til 3,2 procentpoint eller ønsker man at en kommuneskat, der i forvejen er høj holdes i ro.
I Venstre har vi i den seneste byrådsperiode vist, at vi med et skattestop kan forbedre den kommunale
økonomi til gavn for den fælles velfærd. Det er blandt andet gjort ved skabelsen af over 1.000 nye
arbejdspladser, en øget bosætning i kommunen, fald i antallet af sygedage og at ledigheden er bragt ned
under landsgennemsnittet. Det har samlet betydet, at kommunens kassebeholdning netto er styrket med
120 millioner kroner.
Kommentarer