Samfund

Naturpark Randers Fjord er nu i høring

Norddjurs og Randers Kommuner har netop sendt forslag til naturparkplan for Naturpark Randers Fjord i offentlig høring i fire uger.

Naturparkplanen skal bane vejen for, at området i og omkring Randers Fjord kan blive certificeret som en af de Danske Naturparker.

– Som formand for naturparkrådet for Naturpark Randers Fjord ser jeg naturparkplanen som det vigtigste værktøj, der sætter styringen for naturparken og helt centralt for, at vi kan blive endelig certificeret som naturpark, siger Lars Søgaard, udvalgsformand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune.

Frem til 20. juni er det muligt for alle at kommentere naturparkplanen for Naturpark Randers Fjord.

Unik natur

Det 293 kvadratkilometer store område i og omkring Randers Fjord rummer en bred vifte af forskellige naturtyper. Her er unikke naturoplevelser, spændende kulturhistorie og fantastiske muligheder for friluftsliv og oplevelser. Og siden 2011 har Norddjurs og Randers Kommuner i samarbejde med VisitRanders, Destination Djursland, LAG Randers-Favrskov og LAG Djursland arbejdet målrettet på at blive certificeret som en af de Danske Naturparker.

Det er Friluftsrådet, der udpeger naturparkerne, og naturparkplanen er her afgørende for, at området kan blive certificeret. Naturparkplanen beskriver de kommende års udviklingen inden for emnerne natur, kulturhistorie, formidling, friluftsliv, erhverv og turisme, og naturparkplanen er således med til at sikre, at der bliver ved med at være fokus på at udvikle området som naturpark

Naturpark fra 2018

Når høringen af naturparkplanen er afsluttet, vil høringssvarene blive bearbejdet, og den endelige naturparkplan vil herefter blive behandlet i Norddjurs og Randers Kommuner.

Else Søjmark, udvalgsformand for kultur – og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, som netop har videregivet formandsposten for naturparkrådet til Randers Kommune, ser frem til at modtage høringssvar.

– Hele udarbejdelsen af planen har været iderig og båret præg af stort arrangement og konstruktive drøftelser. Både visionsdagen i november og efterfølgende bidrag fra rådets medlemmer har været med til at kvalificere forslaget til naturparkplanen. Det har været vigtigt for mig, at det er et enigt naturparkråd, der står bag planen – og det synes jeg, at vi er lykkedes med, siger Else Søjmark.

Når den endelige naturparkplan er vedtaget, vil kommunerne ansøge Friluftsrådet om certificeringen. Forhåbningen er, at Naturpark Randers Fjord opfylder betingelserne og kan kalde sig naturpark i 2018.

Kommentarer