Langå

Narkobilist afsløret af fodspor i sneen

En 35-årig mand forsøgte i går formiddag at lege gemmeleg med en patrulje fra Østjyllands Politi. Men det er svært at gemme sig, når der er faldet sne, fandt han ud af.

Klokken var 9.02, da patruljen blev opmærksom på en modkørende bil, der kørte på Bredgade i Langå. Da bilisten gjorde meget ud af at kigge væk, fattede betjentene mistanke og vendte bilen for at køre efter ham. Det fik bilisten til at sætte farten op, og i et kort øjeblik forsvandt bilen af syne for patruljen.

En venlig borger pegede dem dog i rette retning og på Fredensgade fandt betjentene bilen, der holdt parkeret tæt på en bolig. I den nyfaldne sne kunne betjentene let følge fodspor fra bilen ind i haven, hvor den 35-årige bilist sad og gemte sig. Grunden til, at han havde gemt sig, var, at han ikke havde kørekort.

Da han derudover blev testet positiv for hash, blev han anholdt og sigtet for at køre uden førerret og for at køre narkokørsel.

Kommentarer