Nana som næstformand
Onsdag den 3. maj skal FOA i Randers vælge ny næstformand. Det sker på forbundets generalforsamling, som afholdes i BioNutria Park i Randers, hvor der forventes at omkring 300 medlemmer deltager.
Den nuværende næstformand Hanne Tinggaard kan ikke modtage genvalg, og derfor skal der vælges en ny for de næste tre år.
Til posten, som er en lønnet fuldtidsstilling, er der opstillet tre kandidater, herunder Nana Højlund Skjødt.
Randers Netavis har mødt den 28 årige aktive kvinde, for at høre, hvorfor hun vælger at stille op til valget.
– Jeg er klar til at kæmpe med og for os alle, svarer hun, og forklarer, at skulle hun blive valgt, så har hun især tre mærkesager, som hun vil kæmpe for.
Et arbejde vi kan holde til. Retten og ikke tvangen til at arbejde på fuldtid, og endelig vil hun kæmpe for, at kommuner og regionen begynder at prioritere velfærd højere.
– vil kæmpe for at kommunerne, Favrskov, Randers, Nord- og Syddjurs når op til loftetfor budgetrammen, og bruger de ekstra penge der er sendt til velfærd i alle vores sektorersiger Nana Højlund Skjødt.
Hun har gode forudsætninger for at varetage jobbet. Til daglig er hun social- og sundhedsassistent og arbejder på det lukningsvarslede plejehjem Ringparken i Ryomgård.
På trods af sine kun er 28 år, har hun efterhånden gjort mange erfaringer. Hun har bl.a. deltaget i programmet ”Debatten” med Clement Kjersgaard, hvor hun formåede at sætte tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) så eftertrykkeligt på plads.
Den 22. marts var hun én af fem velfærdsmedarbejdere, som skulle berette om vilkårene i deres daglige arbejde. Det skete på Velfærdens Topmøde i fællessalen på Christiansborg.
Her forklarede hun, at hun mandag morgen forlod sit arbejde med visheden om, at der var flere beboere, som ikke havde fået den nødvendige pleje og omsorg i løbet af natten.
– Jeg var alene på nattevagt og havde ansvar for 20 beboere. Der gik ikke lang tid, før det første nødkald kom fra Asta. Hun skulle på toilettet. Det tog 15 minutter at flytte hende meget forsigtigt på grund af store smerter fra sengen til toilettet og tilbage igen fortalte Nana Højlund Skjødt tilhørerne, og konstaterede, at hun tager hjem fra arbejde, med følelsen af, at hun svigter.
Hendes opfordring til politikerne er klar: Fjern serviceloftet, så der kan ansættes flere til at sikre ordentlig velfærd.
Senest har hun været i direkte TV på Go’Morgen Danmark, og måtte haste hjem, da hun skulle holde 1. majtale i Grenå.
Nana Højlund Skjødt er fra Stouby Mark ved Hald. Nu bor hun i Ebeltoft, hvor hun er blevet forelsket i omgivelserne og især roen.
Selvom moderen var aktiv i SID og faderen i BUPL, har hun ikke fået det faglige arbejde ind med modermælken. Det var der ikke tid til i arbejderfamilien.
Til gengæld fik hun, fra sine forældre, en retfærdighedssans og trang til at tale de svage gruppers sag. Hun har altid været valgt til noget; enten en skolebestyrelse, elevråd eller lignende. Samtidig er hun en ubetinget forkæmper for retfærdighed. Det er ikke mindst sket i hendes lange aktive periode i FOA Ungdom.
– Jeg stiller op som næstformand i FOA Randers, fordi jeg mener, at jeg kan bidrage med målrettet arbejde på sager, som medlemmerne finder vigtige.
Kasper Solberg, fagligt aktiv i FOA Ungdom siger om Nana Højlund Skjødt: Jeg ved at Nana kan løfte opgaven, jeg ved at Nana bliver en fremtidig del af FOA’s kerne. Det ved jeg, fordi jeg har fulgt Nana gennem de sidste 3 år, hun har en personlighed, og evner som man kun kan holde af. De er bl.a.:
- en stor evne til at rumme alle
- Arbejds hest
- struktureret og målrettet
- Nana tilegner sig ny viden, og kan bruge den.
Alle som kender Nana Højlund Skjødt siger, at hun tager ansvar for at ændre tilværelsen for de svage i samfundet.
– Et kryds ved mig er en stemme fra arbejderen på gulvet. En stemme der bliver på gulvet, og en stemme som politikerne og arbejdsgiverne ikke kan afvise, for sammen gør vi forskellen, afslutter Nana Højlund Skjødt.
Kommentarer