Erhverv

My Home møbler vender hjem – stifter har tilbagekøbt sit livsværk

Jan Hallas, som oprindeligt stiftede møbelkæden My Home sammen med sin kone, solgte virksomheden i 2017. Nu har han købet kæden tilbage for én krone. Pressefoto.

Jan Hallas, stifter af My Home Møbler, har købt kæden tilbage fra den svenske milliardkoncern BHG. Det oplyste selskabet i en pressemeddelelse fredag i sidste uge. Den rigtige beslutning, lyder det fra stifteren, som nu glæder sig til at få den kriseramte møbelkæde tilbage på sporet.

Fredag i sidste uge købte Jan Hallas livsværket, møbelkæden My Home, tilbage fra den svenske milliardkoncern BHG for blot én krone.

– Beløbet er jo bare en teknikalitet. BHG ville gerne af med ‘butikken’; de er ganske enkelt ikke lykkedes med at videreføre en ellers velfungerende forretning, og det er der flere årsager til. Jeg er bare glad for, at jeg nu får mulighed for at drive mit livsværk videre, siger Jan Hallas og tilføjer:

– My Home er jo en slags barn for mig og min kone. Vi stiftede virksomheden sammen hjemme i vores kælder for mange år siden, så der er naturligvis også følelser i spil, når vi nu har besluttet at tage virksomheden tilbage på egne hænder.

Fejlslagen fokus

Jan Hallas solgte sin ejerandel til den svenske koncern i 2017, og for tre år siden trådte han helt ud af virksomheden, som han nu har fået tilbage på egne hænder.

Han peger på, at online-strategien i Danmark slog fejl, som årsag til den ellers velkørende møbelkædes nedtur.

BHG overtog nogle butikker, der kørte rigtigt godt, og man ville så koble onlinedelen på, hvilket som udgangspunkt også har været et plus for kæden, siger Jan Hallas og fortsætter:

– Men der er meget stor forskel på det danske og det svenske marked, når det kommer til onlinesalg, siger  Jan Hallas og foklarer:

– I Sverige er der meget større geografiske afstande end i Danmark, og derfor er der helt naturligt mere onlinehandel. I Danmark er det helt anderledes, hvor kunder er vant til at kunne besøge en lokal butik inden for relativ kort afstand, for at se på og mærke varerne.

Online-markedet i Danmark slog simpelthen ikke igennem i det omfang, man havde forventet.

– Samtidig manglede fokus på de fysiske butikker, som var hele udgangspunktet for vores succes med My Home, påpeger Jan Hallas, som især er ked af at se de sidste seks butikker lukke.

– Havde jeg været på banen noget før, var det ikke sket, fastslår han.

Genstart

Jan Hallas har stor tillid til, at det skal lykkedes med at få My Home på benene igen.

I første omgang har han indsat Hans Christian Andersen, der har været med i virksomheden i flere år, som direktør.

– Jeg har stor tillid til Hans Christian, som jeg har arbejdet sammen med i mange år, siger Jan Hallas, som selv får en aktiv rolle som bestyrelsesformand.

– Lige nu ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Vi har fået nøglerne tilbage, så de kommende måneder kommer til at gå med at få ryddet op og lagt planer  for videreførelsen af My Home. Og det glæder jeg mig til, lyder meldingen.

 

Kommentarer