Langå

Munkholmskolen bager til fordel for Danmarks Indsamling

Vinder af Den store bagedyst 2022 Klaus Andersen bager sammen med en række andre kendte bagedystere og 5.a og 5. b på Munkholmskolen til fordel for Danmarks Indsamling. Privatfoto

Torsdag den 12. januar gæster en række af de seneste og tidligere deltagere fra den store bagedyst Munkholmskolen, hvor de sammen med elever fra 5. klasse skal bage fastelavnsboller for at hjælpe verdens sårbare børn.

Igennem hele januar foregår der indsamlingsaktiviteter til fordel for Danmarks Indsamling, som kulminerer i indsamlingsshowet på Værket i Randers, der vises på DR1 lørdag den 4. februar. En af disse aktiviteter finder sted på Munkholmskolen i Langå, hvor i alt 11 bagedystdeltagere bager fastelavnsboller med eleverne i 5. klasse den 12. januar.

Fastelavnsbollerne skal auktioneres bort til højestbydende virksomhed i Randers. Hvem ved, måske bliver det de dyreste fastelavnsboller i 2023? Alle pengene går ubeskåret til Danmarks Indsamling, som i år har fokus på verdens sårbare børn med 12 projekter på tværs af tre kontinenter.

Alle bage-ingredienser er doneret af Dagli’Brugsen Stevnstrup.

Danskerne donerede 101,8 millioner kroner

Sidste år indsamlede danskerne 101,8 millioner kroner, som nu hjælper coronakrisens børn i 12 lande.

I år går donationerne til verdens sårbare børn, som der desværre kommer flere af som konsekvens af global økonomisk nedgang, energi-, fødevare- og klimakrise samt efterveerne af pandemien. Konsekvenserne for verdens sårbare børn er blandt andet underernæring, at de tvinges ud i ekstrem fattigdom og børnearbejde eller bliver drevet på flugt. 

I hele januar måned bliver der derfor samlet ind til børnene gennem en række indsamlingsaktiviteter i hele Danmark. Fra børn, der går sammen gennem Børnenes Danmarks Indsamling, gymnasier der laver fredagscafeer, efterskoler der samler pant ind, løbeklubber der løber for det gode formål og meget, meget mere. 

Den lokale bagedyst 12. januar

Den lokale bagedyst finder sted på Munkholmskolen torsdag den 12. januar, hvor elever fra 5.a, 5.b og bagedystdeltagere bliver delt i to hold, som bager mellem klokken 8.30 og 16.

Hold 1 bager om formiddagen:

  • Micki Cheng fra Randers, holdkaptajn (2015)
  • Jon Edlund (2018)
  • Laura Aagaard Nielsen (2022)
  • Nanna Georgi (2022)
  • Manja Lindgaard (2022)

Hold 2 bager om eftermiddagen:

  • Klaus Andersen, holdkaptajn (2022 vinder)
  • Rosa Kildahl Christensen (2017)
  • Michelle Olsen (2022)
  • Jasper Stengel Finsen (2022)
  • Susanne Meyerhoff (2022)
  • Amrinder Kaur Sadana (2022)

Om Danmarks Indsamling

I år er det 17. gang, at indsamlingen afholdes.

Siden Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 1,4 milliarder kroner, der har hjulpet mere end syv millioner mennesker til en bedre tilværelse og fremtid.

Læs mere på danmarksindsamling.dk

Kommentarer