Debat og politik

Mødre til børn i Stjernehuset: Pædagogmedhjælper bør komme tilbage

Camilla Hau Hamborg og Lisa Tandrup Eriksen har begge børn i institutionen Stjernehuset, og de har begge tillid til den tidligere sigtede pædagogmedhjælper. Foto: Fra TV2OJ indslag.

Forvaltningens håndtering af sagen fra daginstitutionen Stjernehuset i Randers, hvor en pædagogmedhjælper var under mistanke for at have begået et seksuelt overgreb på en fireårig pige i børnehaven, kritiseres af både forældre til børn i institutionen og af knap halvdelen af Randers Byråd.

Pædagogmedhjælperen har siden april været fritaget for sit arbejde som følge af mistanken.

Efter et sagsforløb med afhøringer af både pædagogmedhjælperen, børn i Stjernehuset og deres mødre, blev der først rejst sigtelse for “anden kønslig omgang med børn under 12 år”, men 18. juni, modtog forvaltningen besked fra Østjyllands Politi om, at der ikke vil blive rejst en straffesag mod pædagogmedhjælperen. Begrundelsen lød her, at det ikke forventes, at den pågældende vil blive fundet skyldig i sagen.

Alligevel lyder det fra kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, at han har tillid til Børn- og Skoleforvaltningens beslutning om, at pædagogmedhjælperen ikke skal vende tilbage til sit job som pædagogmedhjælper i Stjernehuset.

– Jeg har modtaget en række kritikpunkter af forvaltningens håndtering. Nu har jeg læst redegørelsen og fremsender den til byrådet. På baggrund af den modtagne redegørelse har jeg tillid til, at ledelsen har håndteret sine opgaver korrekt, siger Jesper Kaas Schmidt til TV2

Ifølge kommunaldirektøren handler det nu om at få Stjernehuset til at vende tilbage til hverdagen igen.

– Forvaltningen vil nu have fokus på, at hverdagen bliver så normalt som muligt igen, så både børn, forældre og medarbejdere kan få en tryg og almindelig hverdag igen, siger Jesper Kaas Schmidt.

Camilla Hau Hamborg og Lisa Tandrup Eriksen har begge børn i Stjernehuset, og de har begge tillid til den tidligere sigtede pædagogmedhjælper.

– Manden er jo uskyldig. Jeg har fuld tillid til politiet, og de er kommet frem til, at der ikke er noget på manden. Jeg har kendt ham i mange år, og jeg har ingen mistanke til ham. Aller inderst i mit hjerte, siger Camilla Hau Hamborg.

Hun bakkes op af en anden mor, der mener det samme.

– Han er fantastisk. Han er varm og omsorgsfuld. Han er sådan en person, man ønsker skal passe ens børn. Ved at sige, at han ikke kan komme tilbage, signalerer man, at man stadig har en mistillid til ham, og det fortjener han ikke, siger Lisa Tandrup Eriksen.

Også tre byrådspolitikere kæmper for at pædagogmedhjælperen kan vende tilbage til sit job

Se indslaget her fra TV2 Østjylland fra i fredags.

Kommentarer