I går den 4. maj var det 73 år siden, at frihedsbudskabet lød fra London. Det glade budskab den 4. maj blev dagen efter afløst af eftertænksomhed for de mange modstandsfolk, som var faldet, samt hyldest til de overlevende modstandsfolk, der havde kæmpet for Danmarks frihed.

To af de nulevende modstandsfolk er Aksel Sørensen og søsteren Ebba Hjortshøj, som begge var med i A/S Gruppen i Randers. Der er tradition for, at de to frihedskæmpere og pårørende den 4. maj mødes på Nordre Kirkegård i Randers, og lægger blomster ved de 11 grave i mindelunden. Det er ”Foreningen for bevarelse af Gestapofangernes minde” der arrangerer mindehøjtideligheden.

Det skete igen i år, dog med den forskel, at Aksel Sørensen ikke følte sig i stand til at deltage.

På vegne af Hjemmeværnet nedlagde Poul Houlbjerg Nielsen en krans ved stenen med indskriften ”De faldt for Danmark 1940 -1945. Drenge I drenge som døde. I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde.”

Det er ”Foreningen for bevarelse af Gestapofangernes minde” som hvert år afholder en mindehøjtidelighed ved mindelunden.

Rikke Hjortshøj Christensen takkede de fremmødte, og Ebba Hjortshøj takkede og ærede de kammerater, som ikke overlevede besættelsen.

Herefter sang forsamling ”Altid frejdig går”

Mindehøjtideligheden sluttede ved mindepladen, som er ophængt på kirkegårdens kapel. Her nedlagde sergent Birgithe Thychosen en blomsterbuket på vegne af Hjemmeværnet

Her mindedes især Fritz Kristian Skipper, som døde i den tyske KZ-lejr Neuengamme ved Hamborg i Tyskland. Han var chauffør for A/S-gruppen, og kørte bl.a. våben fra nedkastningsstedet.

– En tak til dig Fritz. En tak fordi du kørte med vores våben, og det kostede dig desværre livet. Det er beklageligt, men dit liv stod ikke til at redde. Tak fordi du gav det allerbedste som findes i hele verden, for freden i Danmark.

Efterfølgende kørte hjemmeværnsfolkene til mindestatuen på Skovbakken, hvor oversergent Max Michael Madsen nedlagde kransen for Hjemmeværnet.

Om aftenen var der mindehøjtidelighed ved mindelunden i Hvidsten, hvor de henrettede medlemmer af Hvidstengruppen er stedt til hvile.

Her nedlagde kaptajn Finn Bødtker en krans på vegne af Hjemmeværnet. I sin tale sagde han:

– Om lidt skal vi synge ”Kæmp for alt hvad du har kært” her i mindelunden i Hvidsten, hvor vi mindes nogle af de faldne i den danske modstandsbevægelse.

– Men også for at minde os selv om, at nogle ting, nogle værdier er værd at kæmpe for, og også nødvendige at kæmpe for.

– Det var en befrielse, der ikke kom af sig selv. I kampen mellem demokrati og diktatur, mellem frihed og undertrykkelse kan man nemlig ikke lade stå til. Man er nødt til at tage stilling.

– Under besættelsen var det ikke regeringen, Folketinget og det etablerede Danmark, der umiddelbart traf disse valg og ophørte samarbejdet med besættelsesmagten.

– Men det var en befrielse, der kom fordi der var nogle der trådte til da Danmark havde brug for dem. Trådte til gennem aktiv modstandskamp og sabotageaktioner, og som kostede mange modstandsfolk livet.

– Men netop det, at de trådte til, blev bemærket hos de allierede, og der er ingen tvivl om at modstandsbevægelsens indsats var med til at sikre Danmarks ære, ry og omdømme efter krigen.

Finn Bødtkers tale sluttede med at nævne navnene på de otte henrettede fra Hvidstengruppen, og med et ”Gud bevare dronningen – Gud bevare Danmark” hvorefter forsamlingen sang Altid frejdig når du går.