Moderaterne klar med foreløbig tre kandidater til det kommende kommunalvalg

Når borgerne i Randers kommune skal stemme til det kommende kommunalvalg, vil der være et nyt parti på stemmesedlen. Det står klart, efter Moderaterne har offentliggjort partiets første tre kandidater til valget, som finder sted den 18. november i år.
Nuværende byrådsmedlem og tidligere venstremand, Jens Peter Hansen har for nyligt meldt sig ind i Moderaterne og genopstiller således til KV25 under den lilla farve. Øverst på listen står partiets lokale spidskandidat Simon Ødegaard Simonsen, som også tidligere var medlem af Venstre i Randers, mens tredje kandidat på listen bliver Henrik Rejnholt Andersen, som i øjeblikket sidder i Folketinget som stedfortræder for Tobias Grotkjær Elmstrøm, der er på orlov.
Med Jens Peter Hansens tilgang kan vi byde på tyve års erfaring fra kommunalpolitik i Randers og en platform i byrådet mens Henrik Rejnholt Andersen giver os direkte adgang til regeringen og den politiske magt. Så vi står stærkt, og har etableret en solid organisationen, udtaler Simon Simonsen.
Han fortæller videre, at Moderaterne vil sigte efter godt og konstruktivt samarbejde hen over den politiske midte i byrådet.
– Randers har ikke råd til mere slingrekurs og flere politiske lappeløsninger. Derfor er der brug for et parti, som kan bygge bro og skabe politisk samling i Randers, så vi kan få en mere fasttømret og langsigtet politik. Det er helt nødvendigt, ikke mindst, hvis vi skal kunne takle de økonomiske udfordringer vi står overfor, siger Simon Simonsen.
På den politiske dagsorden bakker Moderaterne op om Klimabroen som partiet mener er forudsætning dels for sikring Flodbyen og dels for at sikre en klimatilpasning mod potentielle oversvømmelser i Randers.
Partiet går også ind for at få etableret en ny østlig bro- eller tunnelforbindelse, så den tunge trafik kan ledes udenom byen. Derudover har partiet fokus på uddannelse- og skolepolitik.
Den grønne omstilling, og herunder ikke mindst Den Grønne Trepart, er også en mærkesag for Moderaterne.
– Vi skal bruge Den Grønne Trepart til at tage lavbundsjorde ud langs skråningerne ned mod Gudenåen, så vi får stoppet udvaskning af næringsstoffer i vores å og vores fjord. Vi skal have fiskene tilbage, og omdanne lavbundjordene til vådområder, skov og natur, siger Simonsen.
De tre kandidater, som Moderaterne nu er klar med kommunalvalget, er kun første skud på partiets stamme i det kronjyske. Der er, ifølge Simonsen, flere kandidater på vej.
Kommentarer