Debat og politik

Moderaterne – en sørgelig valgkampagne

Af Erik Bo Andersen, Østbroen

Medlem af byrådet, Randers Kommune

Man må sige, at Østbroen har fået tildelt en helt særlig rolle i Moderaternes kampagne. Hvis noget går galt i Randers – eller blot ikke går hurtigt nok – ja, så er det selvfølgelig Østbroens skyld. For hvem har dog ellers mod til at stille spørgsmål ved tempo, metode og retning?

Moderaternes frontalangreb i læserbrevet 31. juli fremstår som et stykke politisk skuespil i det absurde. Man forsøger at udråbe Østbroen til forklaringen på alt fra manglende statslige arbejdspladser til hver en stillestående byggesten i byen. Det ville være morsomt, hvis det ikke var så uopfindsomt.

Vi kan ellers se, at I har fået inspiration i Østbroens budget og det vi står for med nogle af de ting i foreslår, problemet er bare at i kan ikke finde pengene til både Klimabro/flodby og så velfærd.

Vi noterer os, at Moderaterne stadig ikke har forstået forskellen på at være kritisk og at være imod. Østbroen siger ikke “nej” for sportens skyld – vi siger “stop” og “vent” når tempoet overdøver fornuften, og når byens fremtid risikerer at blive sat over styr for overskrifter og hurtige overslag.

Vi har sagt ja til alt udvikling, men ikke til hvad som helst, på hvilken som helst

Kan I pege på NOGET konkret vi har sagt nej til som overholder planloven?

Vi har efterspurgt løsninger, langsigtet økonomisk ansvarlighed og ærlig dialog med borgerne. Men det er åbenbart ubelejligt i et partiprogram, der hellere vil bygge i overskrifter end i virkeligheden.

At vi “skræmmer investorer væk” og “blokerer fremskridtet” er retorik på lavt blus. Det er en bekvem måde at undgå at svare på, hvorfor væsentlige beslutninger tages uden gennemsigtighed og uden realistisk finansiering.

Moderaterne kalder vores ambitioner for en “ufinansieret drøm” – men deres egne forslag om flere penge, færre nedskæringer og tusindvis af nye arbejdspladser? Hvor er regnestykket? Hvor er analysen? Hvor er sikkerheden i, at staten bare udpeger Randers som modtager af nye fængsler og kaserner? Det er ikke politik – det er ønsketænkning med pressemeddelelsesformat.

Vi har en vision for Randers. En by med udsyn, ikke bare opskruet tempo. En kommune, hvor borgernes stemmer bliver hørt, og hvor udvikling sker med omtanke – ikke bare for at få et billede i avisen. Hvis Moderaterne ønsker at bygge Randers op, burde de begynde med at lytte til dem, der allerede bor her. Lytte til politiske modstander og være mere åben for dialog.

Det er skrap kost med den valgkampagne Moderaterne ligger for dagen og specielt når man tænker på at Moderaterne ikke engang er valgt til Byrådet, men kun fået sæde det sidste halve år pga. en løsgængers patiskifte.

Med denne fremgangsmåde så må man håbe at Moderaterne ikke får valg til et sæde i  Byrådet 18. November.

Fremtiden kræver ikke flere prygler, men flere samtaler. Østbroen deltager gerne – også når det bliver svært. Vi håber, Moderaterne en dag gør det samme.

 

Kommentarer