Moderaterne bygger Randers op – Østbroen lever af nej og nøleri

Af Henrik Rejnhold Andersen (M), MF og kandidat RV25 og KV25
og Simon Ødegaard Simonsen (M), spidskandidat KV25
Kære Erik Bo Andersen – du spørger, hvor Moderaternes lokale politik er. Svaret er enkelt: Den er her. Den er konkret, finansieret og klar til at bringe Randers ud af det økonomiske morads og politiske stilstand, som bl.a. Østbroen og du selv har bidraget kraftigt til i årevis.
Vi vil genoprette økonomien uden at skære velfærden i stykker. Vi vil hæve budgetrammen i stedet for at spare yderligere, så vi kan investere i børnene, skolerne, ældreplejen og det sociale område. Vi vil rulle de vedtagne nedskæringer tilbage og tilføre ekstra midler allerede i næste valgperiode, så socialrådgivere, pædagoger og plejepersonale kan få ordentlige arbejdsvilkår og tid til borgerne. Det er reel lokalpolitik – ikke luftige overskrifter.
Vi vil skabe tusindvis af nye private arbejdspladser over de næste 12 år. Randers skal være en vækstkommune igen, og det kræver handling: En ny, offensiv erhvervsstrategi, grøn industri, investeringer og kamp for statslige arbejdspladser til byen. Hvis vi ikke byder ind på nye kaserner, fængsler eller statslige kontorer, ender de andre steder – og Randers mister endnu flere arbejdspladser og skatteindtægter.
Du kalder det en “billig omgang”, når vi foreslår statslige arbejdspladser til Randers. Men er det ikke præcis det, du selv gør med din østbro og sluse? Du baserer hele din politik på milliardinvesteringer fra staten, som ikke kan blive til virkelighed før tidligst 2038 – og slusen måske først i 2050. Vores forslag kan skabe vækst og job her og nu. Dit projekt er en ufinansieret drøm uden tidshorisont.
Samtidig siger Østbroen konsekvent nej – eller skaber så meget støj og uro, at ethvert fornuftigt udviklingsprojekt i Randers bliver bremset. Sporbyen, Klimabroen, Byen til Vandet, Ringvejen, mejetærskergrunden – listen er lang. Måske ikke altid med et direkte ”NEJ”, men med en metode, der er blevet jeres foretrukne våben: skab usikkerhed, skræm investorerne væk og bloker fremskridtet.
Og til hvilket formål, Erik Bo Andersen? Hvad er det egentligt, du og Østbroen vil? Vores gæt er lige så godt som alle andres – for det er stadig uklart for alle andre end jer selv.
Vi udfordrer jer: Peg på ét eneste stort projekt, hvor Østbroen har sagt JA, har arbejdet for udvikling og for at skabe vækst og økonomisk handlefrihed i Randers. Ét konkret eksempel – ikke flotte ord, ikke tomme hensigtserklæringer, men en reel plan for fremtidens Randers. Vi har ikke set den endnu. Har vi overset noget?
Valget 18. november handler derfor om et klart valg: Fire år mere med nej-politik og stilstand – eller et Randers, der bygger bro til fremtiden, får styr på økonomien, skaber nye job og investerer i velfærden. Moderaterne nøjes ikke med at lave overskrifter. Vi leverer løsninger – og vi er klar til at få dem gennemført.
For et stærkere, rigere og friere Randers.
Kommentarer