Mobilt laboratorie skal gøre folkeskoleelever klogere på genbrug af plastik
Granuleret plast er et af de materialer, eleverne får fingrene i, når de eksperimenterer i det mobile laboratorium. Randers Kommune.
Randers Kommune har fået 170.000 kroner fra Folkesparekassens Fond til et mobilt laboratorium for elever i 4. til 6. klasse. Laboratoriet kommer rundt til kommunens folkeskoler for at undervise i genbrug og genanvendelse af plastik.
Laboratoriet får navnet 4XR (Reduce, Reuse, Recycle, Randers) og bliver indrettet med 3D printer, shredder og støbemaskine, så plasteksperimenterne bliver sjove og interessante for skoleeleverne.
– Når vi lærer de unge, at de kan tage affald fra deres egen hverdag og lave om til produkter, de kan tage med hjem, oplever de, hvordan de selv kan gøre en forskel. De lærer både om økonomi, forbrug og bæredygtighed, som er meget brugbart, når de begynder at udvikle økonomisk bevidsthed og blive selvstændige forbrugere, siger Kasper Fuhr Christensen (VL), formand for Børn- og skoleudvalget i Randers Kommune.
Med laboratorieundervisningen får folkeskoleeleverne hands-on erfaring og dermed større bevidsthed om klima, miljø, genbrug og affald, som er særligt relevant på fremtidens arbejdsmarked, supplerer formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Karina Hjorth (EL).
– De unge skal være klar til en fremtid med mange nye jobmuligheder, hvor grøn omstilling og teknologi skaber helt nye typer arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi giver de unge viden, som kan bruges både i job med klimasikring, genbrug, rådgivning og praktiske opgaver som sortering og reparation. Mange tak til Folkesparekassens Fond for midlerne, siger hun.
Projekt fra Møbelcirklen
4XR-laboratoriet er et projekt fra Møbelcirklen i samarbejde med Skolernes Udviklingscenter. Møbelcirklen er Randers Kommunes interne møbelbørs, der til dagligt sørger for, at kommunens inventar bliver istandsat og genbrugt. Det er samtidigt et kompetencecenter for borgere på kanten af arbejdsmarkedet, hvor de kan styrke deres kompetencer. Derudover arbejder Møbelcirklen med diverse projekter, hvor det mobile laboratorie er det seneste skud på stammen.
– I Møbelcirklen arbejder vi hele tiden på at udvikle grønne projekter i samarbejde med lokale samarbejdspartnere som uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Det betyder, at vi kan stable projekter på benene, som er relevante for dem at være en del af for at tage aktiv del i den grønne omstilling, som i dag er en vigtig dagsorden for mange, siger Tine Arensbach, centerleder for Virksomhedsservice og Rekruttering, som organiserer Møbelcirklen.
Møbelcirklens medarbejdere sørger for at indrette laboratoriet, mens Skolernes Udviklingscenter står for at fragte laboratoriet mellem folkeskolerne.
Om Møbelcirklen
Møbelcirklen har siden 2021 istandsat og genbrugt over 3.000 møbler, hvilket har ledt til en kommunal besparelse på mere end syv millioner kroner og reduceret affald og CO₂-udledning. Møbelcirklens kompetencecenter for borgere fra kanten af arbejdsmarkedet ledte i 2025 til at 70 procent gik videre til job eller uddannelse.















Kommentarer