Samfund

Mindfulness er en vej til varigt vægttab

Pressefoto

Der findes næsten lige så mange veje til et sundt liv, som der er veje til Rom. Nu tilbyder Randers Sundhedscenters forsknings- og forebyggelsesprojekt Tjek Dit Helbred en anderledes tilgang til vægttab – nemlig via mindfulness.

I de forløbne fem år har mere end 12.000 borgere i Randers Kommune mellem 30 og 49 år været til helbredstjek på Randers Sundhedscenter. Efter helbredstjekket har borgerne mulighed for at tilmelde sig forskellige opfølgende tilbud for at forbedre fysisk og mental sundhedstilstand.

Nu lancerer Tjek Dit Helbred et nyt forløb med fokus på vægttab via mindfulness ved navn Tjek På Vanerne. Det er et gratis gruppeforløb, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde med de dårlige vaner, der påvirker hverdagen og vægten negativt. Formålet er, at man får mere overskud både psykisk og fysisk.

– Der findes ikke en færdig opskrift på livsstilsændringer, og det er meget individuelt, hvad der virker for den enkelte. Derfor prøver vi hele tiden at tilbyde forskellige tilgange til at arbejde med overvægt og livsstilsændringer,” siger Iben Holbæk Lundager, projektleder i Tjek Dit Helbred.

– Det er en vigtig forudsætning for deltagelse på holdet, at man er motiveret for at arbejde intensivt med mindfulness, og at man kan sætte tid af til daglige meditationer sideløbende med undervisningen,” understreger Iben Holbæk Lundager.

Tilbuddet gælder alle de borgere, der har været til helbredstjek i Tjek Dit Helbred, og man kan tilmelde sig holdet på Randers Sundhedscenters hjemmeside. Der er infomøde om det nye forløb d. 28. marts kl. 17-18.30 og første hold starter op d. 18. april 2017.

Kommentarer