Mindeord over Leif Gade ved Borgmester Torben Hansen
Der var meget stille ved indledningen til byrådsmødet forrige mandag. Samme morgen var vores gode ven, dygtige og afholdte kollega, Leif Gade, afgået ved døden. Et af skovens helt store træer var faldet.
Leif startede sit byrådsarbejde for næsten 25 år siden i kommunalbestyrelsen i Nørhald – og Leif glædede sig meget til sit 25 års jubilæum til januar. Desværre oplevede han ikke denne store dag.
Leif var indbegrebet af en hædersmand. Hans pejlemærker var ordentlighed, integritet og samtalen. Tingene skulle gå ordentligt til i Leifs verden, ordentligt i ordets oprindelige forstand. Ikke noget med at putte noget under stolen, alle skulle informeres og inddrages – ingen blev snydt.
Det så vi også i de forskellige udvalg, hvor Leif har været formand. Tingene fungerede, der blev talt om tingene, der blev skabt løsninger – ikke gravet grøfter, der blev lyttet, og det var i allerhøjeste grad Leifs fortjeneste.
Det er netop demokratiets inderste væsen, Leif var demokrat – og Socialdemokrat helt ind i det inderste af hjertet. Folkestyret i både Nørhald og Randers skylder Leif en uendelig stor tak for indsatsen, både for det Leif troede på og arbejdede for, men også som en fremragende repræsentant for det lokalt forankrede folkestyre.
Leifs politiske kompas var altid intakt og pegede på fællesskabet og dem, der har behov for hjælp.
Personligt kommer Leifs bortgang til at efterlade et meget stort tomrum. Leif var min gode ven, som jeg talte med næsten dagligt gennem mange år. Det var samtaler, som jeg satte umådelig stor pris på. Og som i alt andet, Leif foretog sig, handlede samtalerne om løsninger og overvejelser – og også om det personlige og familien, om hvorledes dagen havde været – og fodbold. Det skulle vi også lige vende flere gange om ugen. Det er karakteristisk, at vores samtaler de seneste svære måneder drejede sig om fodbold, politik, Randers kommune – borgernes ve og vel. Det optog Leif indtil det sidste, og stemmen lyste op, når de emner kom på banen.
Leif havde en fantastisk fornemmelse for, hvad der generelt rører sig og var fantastisk til samtalen med borgerne. Han var vindende, tillidsvækkende og umådeligt flittig. Turene mellem Øster Tørslev som var den faste stærke base og Randers skal gøres op i tusinder.
Der skal også udtrykkes en meget stor tak til Leifs familie. I har tålt meget, I har udholdt meget, både når det politiske liv har lånt ham, når telefonen ringede tidlig og silde, og når overvejelserne om tunge politiske beslutninger fyldte – for det gør de – hos alle, der er involveret.
Vi kommer til at savne Leif, både som menneske og politiker og vores tanker går nu til Hanne og Leifs børn, børnebørn og oldebarn.
Æret være Leif Gades minde.
Torben Hansen
Borgmester
Randers Kommune
Kommentarer