Hvidsten

Milliongave til museum ved Hvidsten Kro

Se billedserie Ved hjælp af støtte fra A.P. Møller Fonden på 2,8 millioner er Hvidsten Kro sammen med Museum Østjylland i gang med at restaurere de fredede stald- og ladebygninger og etablere en udstilling om Hvidstengruppen og kroens specielle historie. Arkivfoto. Foto: Randers Netavis

Med en støtte til Hvidsten Kro og Museum Østjylland på 2,8 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, er de fredede bygninger ved kroen snart færdigrestaurerede og klar til indvielse. Arbejdet har stået på siden maj måned sidste år.

– Med støtten fra A.P. Møller Fonden fik vi mulighed for at renovere de gamle fredede stald- og ladebygninger og etablere en udstilling om Hvidstengruppen og kroens specielle historie, fortæller Søren Fiil Paetch til Randers Netavis.

Bygningerne bliver gendannet nøjagtigt som de oprindelige bygninger fra 1930’erne, oplyser arkitekt Klaus Lenskjold fra Tegnestuen 94 i Skanderborg.

– Landbrugsmuseet vil vise, hvordan det virkede, når en landevejskro blev kombineret med at drive et landbrug fortæller Klaus Lenskjold.

Landbrugsmaskiner fra 1930’erne

Søren Fiil Paetch pointerer, at han allerede har samlet maskiner og redskaber fra det forrige århundrede, som kommer til at indgå i udstillingen, men også dyrlægeremedier vil indgå i samlingen. Dog bliver det ikke Søren Fiil Paetch selv, men derimod Museum Østjyllands museumschef, Jørgen Smidt-Jensen, som får ansvar for udstillingen.

Alt det, som har kunnet bevares fra de oprindelige bygninger, er bevaret. Således er den originale pigstensbelægning i hestestalden bevaret.

Håndværk som i gamle dage

Smed Jørgen Jensen fra Asferg Smede & VVS har forestået alt VVS-arbejdet i forbindelse med restaureringen.

– Omkring 80 procent af arbejdet har været ren VVS-arbejde, bemærker Jørgen Jensen, som erkender, at han også har været udfordret i arbejdet.

– Det har da krævet lidt kundskab for eksempel at lave de specielle murankre, forklarer den erfarne smed, som lægger stor vægt på æstetikken i sit arbejde.

– Jeg er 66 år gammel, så jeg kan godt huske at lave den slags, erklærer han.

Tækkemand Jan Berg, som har levet af at være tækkemand i mere end 50 år, har alene mand tækket de godt 400 kvadratmeter på Hvidsten Kro med blandt andet rør fra Polen. Han startede på arbejdet i juli måned 2016 og mangler nu kun de sidste cirka 6 kvadratmeter.

Hvidstengruppens historie fortælles

I et af rummene bliver der indrettet en udstilling om den jyske del af modstandskampen generelt, og Hvidstengruppen i særdeleshed. Det var den kendte modstandsgruppe, som under besættelsen i 1943–1944 tog imod våben, ammunition, sprængstof og faldskærmsfolk, der blev kastet ned fra engelske bombefly.

Der oprettet et ”glashus”, hvor der bliver udstillet forskellige effekter, som for eksempel bøger og fotos.

Under besættelsen var det Søren Fiil Paetchs oldefar, Marius Fiil, der var kroejer samtidig med, at han var leder af den gruppe, som modtog sendingerne fra England og hjalp med at sende dem videre til andre modstandsgrupper.

I marts 1944 blev Hvidstengruppen omringet og anholdt af tyske soldater. Otte af gruppens medlemmer blev dømt til døden af den tyske krigsret, mens seks andre medlemmer kom i fængsel. Efter befrielsen fandt man ligene af de otte henrettede mænd, og 16. juli 1945 blev de begravet i Mindelunden, som ligger midt i Hvidsten by, hvor der også er rejst en mindesten.

Randers Netavis vil følge de sidste etaper i restaureringen tæt med interviews og billeder.

Kommentarer