Livsstil og forbrug

Miljøministeriet finder inspiration hos Randers Kommune

Møbelcirklen er Randers Kommunes interne genbrugsbørs for brugte møbler. Den er nu blevet anerkendt for sit bæredygtige og socialøkonomiske arbejde. Miljøministeriet har netop udvalgt Møbelcirklen til at indgå i ministeriets nye udgivelse om grønne offentlige myndigheder, som bliver præsenteret den 28. oktober.

“Møbelcirklen er blandt de første af sin art i kommunalt regi i Danmark, og flere andre kommuner har vist stor interesse for lignende tiltag. Møbelcirklen handler om at værne om vores ressourcer og, at vi som kommune kan bidrage ved også at gå forrest for en grøn og mere bæredygtig fremtid,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Møbelcirklens arbejde består i at indsamle, sætte i stand, genbruge og genanvende de møbler, der ikke længere bliver brugt i Randers Kommune. Møbelcirklen afhenter brugt inventar fra kommunens institutioner og sørger for, at det blive fikset og frisket op, så andre institutioner kan købe det billigt i den interne Møbelcirkel. På den måde får møblerne længere levetid, og kommunen undgår at smide brugbare møbler ud. Møbelcirklen producerer også specialfremstillede møbler af genbrugsmaterialer.

Samtidig er Møbelcirklen et socialøkonomisk projekt, som skaber jobs til folk fra kanten af arbejdsmarkedet. De står for afhentning, restaurering og levering af møbler, og Møbelcirklen bidrager dermed til at skabe flere arbejdspladser i kommunen. Helt konkret har Møbelcirklen ageret springbræt for to tidligere ansatte, som har fået erfaring og selvtillid ved at være ansat i Møbelcirklen. Den ene er nu påbegyndt uddannelse, og den anden er i dag i fast arbejde i en anden virksomhed. I dag har Møbelcirklen fire ansatte, hvoraf tre har skånebehov.

“Miljøministeriets interesse i Møbelcirklen skyldes mest af alt den unikke kombination af både miljømæssig og økonomisk bæredygtighed, der samtidig skaber jobs for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor kan Møbelcirklen også betegnes som en værdiskabende løsning, der binder cirkulærøkonomi sammen med det rummelige arbejdsmarked,” siger Tine Arensbach, leder af Jobcenter Randers Erhverv i Randers Kommune, som driver Møbelcirklen.

“Den økonomiske gevinst for Randers Kommune er ikke til at tage fejl af. I 2021 er 444 stykker inventar cirkuleret per dags dato, hvilket giver en kommunal besparelse på over 950.000 kr. og en omsætning på 181.050 kr.,” siger Tine Arensbach.

Møbelcirklen indgår som en del af Randers Kommunes bæredygtige indkøbsstrategi for nye møbler, hvor også eksterne leverandører er forpligtiget til at tænke bæredygtigt og cirkulært.

Baggrund for udvælgelsen

Udvælgelsen af Møbelcirklen til Miljøministeriets udgivelse er foretaget af Temagruppen for cirkulære forretningsmodeller og møbler, som er en aktivitet under Forum for bæredygtige indkøb i Miljøministeriet. Temagruppen skal bidrage til at fremme markedet for genanvendelige møbler af høj kvalitet samt genanvendte møbler og møbel-materialer. Samtidig er målet at inspirere andre brancher til at udvikle cirkulære forretningsmodeller. Resultatet af Temagruppens arbejde bliver formidlet i den casesamling, hvori Møbelcirklen kommer til at indgå.

Casesamlingen bliver præsenteret på Forums og POGIs årskonference den 28. oktober 2021.

Kommentarer