Debat og politik

Michael Aastrup Jensen lægger sig fladt ned og undskylder Dubai-rejse

Fredag kom det frem, at Udenrigspolitisk ordfører for Venstre, Michael Aastrup Jensen, sammen med sin kæreste, havde været i Dubai i starten af januar, mens landet var farvet orange på kortet over lande med høj coronasmitte.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, var tidligt ude med kritik:

– Det er et dårligt signal at sende, når andre borgere skal holde sig hjemme. Vi har lige fået af vide, at 50 smittede er kommet hjem fra Dubai, siger Liselott Blixt.

Også SF’s Kirsten Normann Andersen har udtalt:

– Turen var en hån mod borgere og virksomheder, som i snart et år loyalt har kæmpet med restriktioner for at bekæmpe en pandemi.

Selv Aastrup Jensens egen partikollega, politisk ordfører for Venstre, Sophie Løhde har i en kommentar til Ritzau sagt, at hun er enig i, at det var en forkert beslutning af Michael Aastrup Jensen at tage til Dubai.

– Jeg synes også, at det var en forkert beslutning fra Michaels side at tage til Dubai. Vi står i en alvorlig situation, og det skal vi alle tage ansvar for, siger hun.

Michael Aastrup Jensen fastholder, at der var tale om et diplomatisk besøg, og Udenrigsministeriet bekræfter, at Aastrup Jensen besøgte det danske generalkonsulat i Dubai i begyndelsen af januar, hvor der var tale om en introduktion til generalkonsulatets aktiviteter. Besøget fandt sted på Michael Aastrup Jensens anmodning, fremgår det af svaret.

I dag lørdag erkender Michael Aastrup Jensen dog, at Dubai-turen var en fejl, samt at kæresten ikke skulle have været med. Det skriver han i et opslag på sin egen facebookside:

Set i bakspejlet og med de seneste dages udvikling kan jeg sagtens se, at det ikke var den rigtige beslutning at tage afsted i starten af januar. Og jeg skulle heller ikke have taget min kæreste med. Jeg beklager dybt, for jeg er faktisk helt enig i, at vi politikere skal ikke bare overholde loven, men også gå foran med det gode eksempel. Noget som jeg normalt altid har sat mig for i det daglige arbejde.

Kommentarer