Medaljeregn til Swimteam Neptun
Swimteam Neptun deltog igen i år i Aalborg cup, denne gang med 17 svømmere fra klubbens A, B og C hold.
Aalborg cup er klubbens sæsonafslutning på stævnefronten, og tjente som efterårets topstævne, for mange af de svømmere, der ikke have opnået kravtid til Danske juniormesterskaber, eller er for unge til det og først skal til Danske mesterskaber for årgangssvømmere i februar.
Aalborg cup er et af efterårets største, privatarrangeret stævner, med deltagelse fra flere store klubber, som Aalborg selv, Odense, AGF m.fl. Deriblandt OL svømmerne Viktor Bromer og Mie Ø. Nielsen. Så finalepladser og medaljer er bestemt ikke gratis, der skal kæmpes for det!
Og et topstævne det blev! Neptun fik et hav af finalepladser, 24 medaljer med hjem, og flere personlige rekorder, end klublederne har orket at tælle. Thor Brunsgaard var klubbens helt store medaljesluger, med guld i alle individuelle løb, som han stillede op i, hvilket også blev bemærket af OL-svømmer Viktor Bromer, der roste Thor for hans flotte indsats.
Katrine Kruse og Freja Rasmussen snuppede også en del medaljer, både i bronze, sølv og guld, hvilket igen blev bemærket, denne gang af OL-svømmer og medaljetager Mie Ø. Nielsen, der måtte dele øverste trin på medaljeskamlen med Katrine Kruse. Alberte Christensen og Laura Vedel rundede det flotte felt af, med individuelle medaljeslugere, med bronze og sølvmedaljer med i tasken hjem.
Derudover snuppede pigernes 4×50 holdmedley (Alberte Christensen, Freja Rasmussen, Sofie Kruse Rasmussen, Katrine Kruse Rasmussen – ja, søstre på holdkappen!) en flot sølvmedalje, med hjem, efter de suveræne Aalborg svømmeklub.
I 4×50 fri (Katrine Kruse Rasmussen, Sofie Kruse Rasmussen, Alberte Christensen, Freja Rasmussen – ja, igen søstre på holdkappen) fik Swimteam Neptuns piger hele hallen op at stå, i en forrygende finale, da pigerne svømmede over evne, og særligt Freja Rasmussens sidste 50m fri, på 2 (!) sekunder under sin tid fra den individuelle 50m fri, i sand jagthunde-stil fik de svømmet Aalborgs ellers suveræne holdkap ind, og snuppede guldet lige for næsen af dem, og tilråbene eksploderede i glædesrus i svømmehallen over en forrygende finale. Så det var en fantastisk afslutning på et flot stævne i Aalborg.
Når man spørger cheftræner Morten Aurvig Lystlund Brøndum om weekendens stævne, udtaler han: – Vi er sindssygt glade for resultaterne. I forhold til klubstørrelse var vi et af de mest vindende klubber ved hele stævnet Det var en fantastisk afslutning på et flot efterår! For trænerteamet er det mindst lige så vigtigt at observere de svømmere, der ikke fik medaljer – her blev der virkelig svømmet flot! Utroligt mange personlige rekorder, og høj teknisk kvalitet, bragte flere af klubbens svømmere langt frem i deres udvikling, hvilket også blev bemærket af mange konkurrerende klubbers trænere – et eksempel kunne være klubbens Axel Hvam, der i starten af 2018 havde en brækket arm… her til stævnet svømmede han 200m fly for kun 2. gang i sit liv, og klarede kravtid til forårets VestDanske juniormesterskaber.
Så Neptuns svømmere leverede virkelig varen, som de også gør til hverdag. Selvfølgelig har vi nogle ganske få, der ikke helt fik det ud af det de havde håbet på, men der fik vi værdifuld data med hjem – men såvel blandt medaljeslugerne, som dem niveauet lige under, er trænerteamet afsindigt glade for deres stævne, og ikke mindst stolte over deres indsats. Det åbner perspektiver for et spændende forår”, slutter cheftræneren med stor tilfredshed.
Neptun holder juleafslutning på lørdag, men konkurrenceholdene træner videre og igennem julen, for nu skal fundamentet for foråret støbes, så Neptun fortsat kan udvikle talenter, som weekendens stævne bestemt beviste, at der er et miljø for i Swimteam Neptun, Randers.
Kommentarer