Debat og politik

Man undres

Jane Christensen, By- og regionsrådskandidat for Konservative.

Debatindlæg af Jane Christensen, By- og regionsrådskandidat for Konservative.

I paneldebatten på Randers Sundhedscenter oplever man Jens Peter Hansen (V) sige, at det forebyggende forskningsprojekt ”tjek dit helbred”, er spild af penge.

”Tjek dit helbred” er et forskningsprojekt i samarbejde mellem regionen, kommunen og Århus Universitet. Et projekt der tilbyder alle borgere i Randers, mellem 30 og 49 år, et helbredstjek. Målet er at bedre og forebygge livsstilsrelaterede sygdomme, for eksempel KOL, type-2-diabetes og hjerte/kar-sygdomme.

Kære Jens Peter Hansen, din utopiske drøm om at al sygdom kan forebygges og helbredes, hvis alle bare
cyklede, minder om noget Alternativet kunne have foreslået. Uanset hvad du mener, får vi aldrig alle til at cykle i det omfang du ønsker. Vi er altså en del der har et liv, også uden for kommunegrænsen og det gør cykling tæt på umuligt.

Det er tunnelsyn at ville afvikle al forebyggende sundhedsarbejde og tro at man kan få en hel kommune til at cykle. Måske det er derfor at børn og unge med overvægt også er blevet sparet væk, i V og DF’s
budgetforlig.

Konservative hylder det frivillige arbejde. Der er rigtig mange der gerne vil give en hånd med og hjælpe i samfundet. Rigtig mange ældre spiser ikke nok fordi det er ensomt at spise alene. Der kunne vi sagtens satse på mere frivillighed.

Lad frivillige byde ind som selskabsspisere og kaffevenner. Lad frivillige klare kaffen og ostemadderne på plejehjemmene og lad fagpersonalet lave det de har uddannet sig til. Der findes mange steder hvor frivillighed kan udnyttes, uden at det koster arbejdspladser.

Vi skal desuden også kræve mere af ledelsen på offentlige institutioner i forhold til fordeling af arbejdet og opgaverne til personale og frivillige. Jeg forstår virkelig ikke venstrefløjens angst for frivillighed. Det er en kæmpe ressource for vores samfund at kunne løfte livskvaliteten for rigtig mange mennesker.

Hvornår var det lige det gik galt og vi holdte op med at hjælpe hinanden og hjælpe vores nærmeste?

Kommentarer