Malte og Michael frivillige til Randers FC’s kamp mod Aab!
Til mandagens kamp mellem Randers FC og AAB, var de to lokale folketingsmedlemmer Michael Aastrup Jensen (V) og Malte Larsen (S), aktive som frivillige bag baren på stadion.
Som bosatte i Randers, bakker de begge naturligvis op om det lokale hold, og uanset politiske uenigheder, så er fodbold altid noget der kan samle mennesker på tværs. Michael og Malte har gennem det sidste år samarbejdet med en kampagne under navnet ”sammen om Randers”, som har til formål at dele budskabet om muligheden for politisk samarbejde for deres fælles by. For ligesom på fodboldbanen, skaber man de bedste resultater ved, at samarbejde mod et fælles mål.
– Jeg kommer tit som tilskuer her på stadion, og synes det er sjovt med en ny rolle som bartender i dagens anledning. Jeg har fulgt Randers FC meget tæt siden starten, ikke mindst i min borgmestertid hvor vi både vandt pokalfinalen, kom i superligaen og fik bygget stadion. Jeg har faktisk også den dag i dag en kamptrøje på mit kontor på Christiansborg i glas og ramme, til skue for alle dem der kommer på besøg. Jeg synes det er utrolig spændende med de mange projekter klubben er aktiv i, både for børn og unge, men også for voksne. Randers FC er meget mere end et fodboldhold, og det kan vi godt være stolte af her i byen, siger Michael Aastrup Jensen (V).
Bag byens hold står et stærkt hold af frivillige og kampsponsorer, som er med til at sikre at hver kamp er en god oplevelse for alle tilskuere, og det eneste man skal på tribunen er, at heppe på det lokale hold.
– Jeg er selv frivillig leder i Randers Freja fodbold og til hver hjemmekamp er det min opgave at samle et hold frivillige forældre som skal bemande en af boderne i familieafsnittet. Jeg overværer de fleste af Randers FCs hjemmekampe, ofte med et eller flere af mine børn. Som forældre deltager vi også selv i det frivillige arbejde i boderne og det er altid fantastisk at opleve og være en del af det sammenhold som er her bag kulissen til hjemmekampene” udtaler Malte Larsen (S), udtaler Malte Larsen (S).
Nok er Michael og Malte forskellige og har sine uenigheder, men hjembyen kæmper de fælles for. De er begge de eneste folketingsmedlemmer, som bor i Randers med deres familier, og færdes derfor til daglig i det Kronjyske.
– Vi har rigtig mange udenbys folketingskandidater og folketingsmedlemmer, og der kæmper Malte og jeg hårdt for, at vi fortsat kan have lokal repræsentation på borgen. Det tror jeg er rigtig vigtigt så vores del af landet også bliver prioriteret højt i fremtiden og vi kan løbe af med en sejr, ikke kun til Randers FC, men også til Randers på Christiansborg, siger Michael Aastrup Jensen (V)
Malte Larsen (S) følger op:
– Og derfor er det også vigtigt at man husker at stemme personligt på en af sine lokale kandidater, for det betyder faktisk noget for Randers, når vi skal forhandle aftaler, at vi begge to kan slå i bordet hos vores partier.
Kommentarer