Det må ikke ske igen
Mandag eftermiddag blev sagen om en afskediget tillidsrepræsentant for socialrådgiverne i
Familieafdelingen endeligt afgjort. Siden 2015 har sagen kørt – uden tvivl til stor gene for den
afskedigede tillidsrepræsentant.
Afslutningen på voldgiftssagen endte med en tilkendegivelse af, at Randers Kommune havde taget fejl i beslutningen om afskedigelsen, og tillidsrepræsentanten kan nu se frem til en kompensation på 6 måneders løn.
Efter et langt og ubehageligt forløb, historier i pressen om, at tillidsrepræsentanten angiveligt
havde svigtet børn, der var under Familieafdelingens vinger, to børn, som blev hasteanbragt og
kort efter hjemgivet igen, da Randers Kommune tog fejl og måtte betale erstatning til børnene, da
man vurderede, at de var uretmæssigt blevet fjernet fra hjemmet, må man bare sige, at 6 måneders
løn er en ret lille kompensation.
Der er ingen tvivl om, at det har været et uskønt forløb med store personlige konsekvenser for både børn og den tillidsvalgte.
Derfor mødte sagen stor kritik fra nogle politiske partier og lister – og i SF har vi hele vejen
igennem været særdeles kritiske overfor måden, den er blevet håndteret på.
Der ligger også et politisk ansvar i denne sag. Under hele forløbet har der været en borgmester, en
udvalgsformand og et flertal, der ikke har lyttet til de kritiske røster, der råbte vagt i gevær.
Ligesom der fra nogle politikeres side har været rejst åbenlys kritik af den faglige organisation
Dansk Socialrådgiverforening og deres tillidsvalgte. Kort fortalt, har det været totalt uhørt og dårlig
stil.
Det tager vi i SF klart afstand fra, og derfor har SF´s byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk anmodet om orientering og behandling i byrådet. Hensigten er, at undersøge sagens forhold, samt at sikre, at det ikke gentager sig. Politikerne må tage deres del af ansvaret på sig, og tilkendegive, at der her er sket en fejl.
I SF går vores tanker til den tidligere tillidsrepræsentant og til de børn, der måtte betale en dyr pris på vejen. Vi ønsker, at de kommer godt på fode igen, og at Randers Kommune aldrig vil handle
sådan igen.
Kommentarer