Harridslev

“Lorte forpulede traktor” – bilisters adfærd bekymrer landmand fra Harridslev

Utålmodige bilister bør tage den lidt med ro, når de møder de store landbrugsmaskiner på landevejene, lyder det fra landmand i Harridslev Dennis Kjær.

Høsten er i fuld gang overalt i Randers opland, og Dennis Kjær, der er landmand i Harridslev, kommer nu med en appel til bilisterne på de små veje. Han har flere gange følt sig stresset af personbiler, der kører lige lovligt tæt på ham, når de vil forbi. 

Se videoindslag nederst i artiklen

Han beskriver en særlig oplevelse i trafikken, hvor han var tæt på at køre i grøften, fordi en personbil var kommet meget tæt på hans store mejetærsker. Det har fået den unge landmand til at lave et opslag på Facebook, hvor han appellerer il, at travle bilister tænker sig om en ekstra gang, før de på farlig vis overhaler et stort køretøj som hans mejetærsker.

I videoindslaget fra TV2-OJ siger Dennis Kjær:

– Jeg bliver mere bange, end jeg bliver irriteret, for jeg ønsker på ingen måde, at der skal ske et trafikuheld eller personskade.

– I går havde jeg otte biler bag mig, så jeg kørte ind på en rasteplads. Tre af bilerne rakte tommelfingeren opad ud af vinduet, og det fik mig til at smile over hele femøren, siger han.

– I stedet for at tænke “Lorte forpulede traktor”, så ville jeg ønske, I ville tænke “Respekt for ham, der kæmper røven ud af bukserne for de danske fødevarer,” skriver han i opslaget.

Kommentarer