Harridslev

Lokalplan for Kraftcenter Korshøj kommer nu i høring

Nu kommer lokalplanen, der vil gøre det muligt at etablere Kraftcenter Korshøj, i høring. Det har byrådet besluttet på mødet den 26. april 2021.

I mere end et årti har lokale ildsjæle og politikere arbejdet for at samle idrætten i Harridslev under navnet Kraftcenter Korshøj. Og lokalplanen er det sidste skridt på vejen før etableringen kan gå i gang.

Med byrådets beslutning vil forslaget til lokalplanen være i offentlig høring i otte uger. Høringen kommer til at foregå på www.randers.dk/høringer.

De første ideer til Kraftcenter Korshøj blev født for mere end et årti siden. Tanken har hele tiden været at samle idrætten blandt andet ved at flytte fodboldafdelingen i Albæk til Harridslev. Tilbage i 2016 bevilgede Randers Byråd penge til Kraftcenter Korshøj under forudsætning af, at lokale ildsjæle selv fandt 4 millioner kroner. Siden da har forskellige bump på vejen udskudt projektet, men sidste efterår lykkedes det at finde pengene og lave en lejeaftale for det areal, hvor de nye faciliteter skal ligge.

Forskellige aktiviteter

Kraftcenter Korshøj kommer til at bestå af fire nye fodboldbaner. Derudover bliver der etableret baner til bl.a. petanque, panna, håndbold, beachvolley og krolf.

Det er ønsket, at idrætspladsen skal styrke lokalsamfundet ved at danne ramme om ikke-idrætsaktiviteter. Derfor kommer Kraftcenter Korshøj også til at bestå af en åben græsplads, der kan danne ramme om forskellige aktiviteter i Harridslev. Der kommer en legeplads til byens børn, der kommer ridestier, og der bliver plads til FDF i området. Det hele bliver omkranset af levende hegn samt en bred motionssti.

Mens forslaget til lokalplanen er i høring har alle mulighed for at komme med input. Herefter skal byrådet tage stilling til den endelige lokalplan, som forventes at blive først på efteråret 2021. Til den tid vil etableringen af Kraftcenter Korshøj kunne gå i gang.

I alt har Randers Byråd bevilget 5 millioner kroner til Kraftcenter Korshøj og derudover 1,2 millioner kroner til udvikling af aktiviteter i Albæk.

Kommentarer