Debat og politik

Lokale arbejdspladser til salg

På vegne af kollegaerne i Miljø og Teknik i Randers Kommune, bekymret Helle Aagaard sig over, at Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti har foreslået, at et finsk firma skal overtage det kommunale arbejde indenfor vej, park og kirkegårde.

Læserbrev Af Helle Aagaard, Gammeljord 9, Randers NØ – på vegne af kolleger i driftafdelingen, Miljø og Teknik, Randers Kommune.

Under præsentationen af budget 2017 i Randers Byråd foreslog Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti, at et finsk firma skal overtage det kommunale arbejde indenfor vej, park og kirkegårde.

Jeg forstår det ikke.

Jeg ser dygtige og pligtopfyldende medarbejdere, der sætter en ære i at værne om kommunens veje og grønne arealer. Vi passer grønne områder, kirkegårde, veje, naturområder, skove, rastepladser og legepladser efter bedste evne. Vi sørger for at tømme byens skraldespande og at byens bænke er brugbare. Vi giver træerne et ‘løft’ og ‘tæmmer’ buskene, så alle kan færdes i gode og sikre omgivelser.

Det er ikke en nem opgave. Flere års besparelser og personalereduktioner gør det rigtig svært at følge med og nå hele vejen rundt.

De generelle nedskæringer i kommunen er hårde. Både overfor den service vi skal levere til borgerne, og overfor vores arbejdsmiljø. Men som offentligt ansatte, prøver vi konstant at få tingene til at hænge sammen, på trods af mange års hårde besparelser. For det er jo også vores børn der går på skolerne, det er også vores forældre og bedsteforældre, der bor på ældrecentrene, det er også vores venner, der færdes i naturen og det er vores ry der står på spil.

Det er det politiske flertal i byrådet der har bestemt plejeniveauet i kommunens grønne områder, f.eks. hvor tit vi må slå græs, luge ukrudt m.m. Så det er altså ansvarsflugt af værste skuffe, når Frank Nørgaard får associationer om jungle og dårlig pleje, som udtalt på sidste byrådsmøde. Han har nemlig selv har været med til at bestemme, at det er sådan, det skal være.

Et gammelt ordsprog siger: “Først tisser man på os, og dernæst siger man, vi lugter.”

I Frank Nørgaards tilfælde er optikken den, at først skærer man massivt ned på os, for derefter at sige at de grønne områder ser jungleagtige ud. Og med baggrund i dette foreslår Frank Nørgaard så nu, at vi skal sælge ud af vores offentlige arbejdspladser, til private udenlandske selskaber. For de kan ifølge den lokale politiker, løse opgaven bedre og billigere.

Kommentarer