Lørdag inviterer Randers Teater til Åbent Hus for små og store
Børn og voksne i alle aldre er inviteret med den 19. august, når Randers Teater den sidste lørdag i Randers Festuge slår dørene op til deres store nybyggede publikumsområde og renoverede teater. Her byder teatret på festlige tre timer, hvor alt er gratis, med teater, rundvisninger, livemusik, workshops og lidt lækkert til ganen til både store og små.
Teaterdirektør Peter Westphael glæder sig til at vise alt det nye frem og håber, at der er mange, der har lyst til at lægge vejen forbi.
– Det er en dag, vi har set meget frem til. Vi kan nu langt om længe tage alt det nye i brug, og netop sådan et arrangement som åbent hus, hvor der sker noget både ude og inde, oppe og nede, er noget af det, vi har fået helt fantastiske rammer for med vores nye foyer lyder det fra teaterdirektøren, der sammen med de andre ansatte står klar til at lave små rundvisninger på det ombyggede teater.
Musikalsk byder dagen på livemusik med Pojken Flensborg og Jacob Venndt, og Randers Teater Kor giver prøver på deres kunnen.
Teater og workshops
Der er selvfølgelig også teater på programmet. Børn og voksne kan blandt andet glæde sig til at opleve Paulo Nani i forestillingen ‘Magiske Jekyll’, hvor han demonstrerer sin unikke evne til at bruge klovne-figurens sjove, underfundige, troskyldige univers til at skabe et festligt og interagerende møde med sit publikum.
Teatret får også besøg af ‘Dansk Rakkerpak’, der denne gang kastet sig over James Bond universet. ‘Jane Blond’ er toptunet udendørsteater i et universelt teatersprog med præcis timing, stor musikalitet, komik på højt plan og selvfølgeligt uovertrufne sekvenser i slow-motion.
Derudover vil der være tegne- og hånddukke-workshops for skaberlystne sjæle, man vil kunne komme tættere på en af teatrets aktuelle scenografier, og via en multimedie-installation vil man kunne blive klogere på, hvad det vil sige, at være elev på Randers Teaters Talentskole.
Åbent Hus på Randers Teater foregår på lørdag fra klokken 13 til 16. Alle forestillinger, koncerter og aktiviteter til arrangementet er gratis og kræver ikke billetter.
Fakta om Randers Teater
Randers Teater har med til- og ombygningen fået omkring 500 nye kvadratmeter foyer samt undergået en omfattende renovering, hvor der ud over de nye publikumsområder blandt andet er lavet nye garderober og bedre adgangsforhold til teknik og gæstespil. Tilbygningen er tegnet af Randers Arkitekten og byggeriet støttes økonomisk af Salling Fondene, A.P. Møller Fonden, Louis-Hansen Fonden, Omstillingspuljen og Randers Kommune.
Kommentarer