Samfund

Løn under uddannelsen tiltrækker flere unge til Pædagogisk Assistent

21-årige Simon Chemnitz Hansen dimitterede i september. Privatfoto

21-årige Simon Chemnitz Hansen har netop afsluttet sin uddannelse som pædagogisk assistent. Undervejs har han fået elevløn af Randers Kommune. Netop nu er der åbent for at søge elevstillingerne.

Kommuner landet over oplever, at det er svært at skaffe tilstrækkeligt pædagogisk uddannet personale. Samtidig stiger børnetallet. I Randers Kommune er det muligt at uddanne sig som pædagogisk assistent og under studiet være ansat i Randers Kommune som pædagogisk assistent elev. Det betyder elevløn i stedet for SU.

Den mulighed har 21-årige Simon Chemnitz Hansen benyttet. Han dimitterede i september.

– Det der talte for at ansøge en elevstilling gennem kommunen var, at jeg kunne få løn og komme ud og få erhvervserfaring, mens jeg studerede. Jeg har altid vidst, jeg gerne ville arbejde med mennesker, men jeg var ikke sikker på om, det skulle være ældre eller børn, siger han.

Praktik giver mere erfaring

Det var til uddannelsesaftenen, hvor de unge kan møde de mange forskellige uddannelsestilbud i Randers Kommune, at Simon Chemnitz Hansen hørte om muligheden for at blive ansat som elev på pædagogisk assistentuddannelsen.

Som elev bliver man ansat hos kommunen i 37 timer om ugen, og går på Social- og Sundhedsskolen i Randers sammen med de andre studerende og modtager samme undervisning. I undervisningen veksles der mellem undervisning og praktik ude i et af kommunens dagtilbud, dagpleje, SFO eller specialområdet.

Simon Chemnitz Hansen oplever, at praktikforløbene har været en god måde at få hans kompetencer i spil og få en bedre forståelse af forskellige områder, man kan arbejde indenfor.

– I det ene praktikforløb var jeg i en børnehave og det andet var i en skole. Det var en god måde at finde ud af på hvilket område, jeg gerne vil specialisere mig. Jeg var ude i 6 måneder ad gangen. Jeg fandt blandt andet ud af, at jeg vil trives godt i en SFO, hvor rammerne ikke behøver at være lige så regelfaste som i en børnehave, fordi børnene er kognitivt mere udviklede, siger han.

Simon Chemnitz Hansen søger lige nu job, for at få mere erhvervserfaring inden, han vil læse videre på pædagoguddannelsen og blive pædagog i en SFO.

En af de bedste uddannelser

Selve uddannelsen har eksisteret siden 1997 og hed tidligere den pædagogiske grunduddannelse, men blev i 2015 lavet om til en erhvervsuddannelse med en mere praksisnær profil. På Randers Social- og Sundhedsskole fortæller eleverne, at undervisningen er god med dygtige lærere samtidig med, at skolemiljøet er helt i top med masser af fællesskaber. Og skolen kan da også fremvise flotte tal, hvor næsten 100 procent af eleverne gennemfører uddannelsen.

– Randers Social- og Sundhedsskole gør det godt og er en vigtig samarbejdspartner i at uddanne pædagogiske assistenter. Uddannelsen klæder eleverne på, og det bidrager til en høj kvalitet i daginstitutionerne, og med muligheden for at blive ansat som elev på uddannelsen med løn, er det aldrig for sent at komme i gang, siger Carsten Otte, direktør for Børn og Skole i Randers Kommune.

Den pædagogiske assistentuddannelse kan enten tages direkte efter 9. eller 10. klasse eller senere ved for eksempel et brancheskrift. Der er også mulighed for at tage uddannelsen med merit på 42 uger, hvis man for eksempel har arbejdet minimum to år indenfor området.

Der er netop slået nye elevstillinger op til pædagogisk assistent hos Randers Kommune. Ansøgningsfristen er senest 3. november 2023. Du kan læse mere om uddannelsen på www.paueleviranders.dk

 

Kommentarer