Lions Randers brillerer ved valget
Når du går til valgurnen ved kommunalvalget, kan du også donere dine brugte briller til Afrika. De 6 Lions klubber i Randers kommune har opstillet indsamlingsbokse ved samtlige valgsteder i kommunen.
– Vores brilleindsamlinger plejer at være populære, for eksempel indsamlede Lions klubberne ved EU-valget landet over mere end 16.000 par briller, siger zoneformand Ole Klejs Hansen, som fortsætter:
– og da vi ved, at valgdeltagelsen er noget højere ved kommunalvalg, håber vi på at kunne sætte en lille rekord!
Et glædeligt gensyn
Når Lions deler briller ud, oplever vi stor glæde. Pludselig kan den synshæmmede se tydeligt igen. Det øger ikke kun livskvaliteten, men betyder for mange at de nu også kan arbejde igen.
Specielt Afrika og Latinamerika er på modtagerlisten. Over 30.000 par briller forlader hvert år vores opmålingssted for at blive fragtet ud i den store verden. Hovedparten af disse briller er blandt andet indsamlet gennem Lions.
Brillens rejse til nyt liv.
Brillerne sendes til opmåling hos en produktionsskole på Falster, hvor de opmåles, påsættes styrke, kontrolleres og pakkes i plastpose. Skolens elever sorterer briller, renser og måler dem op. De markeres med styrke og pakkes i kasser med 50 briller af samme styrke.
Er brillerne kassable, tages glas ud, ligesom stel sorteres i metaller og plastik, hvorefter det hele sendes til genbrug. Når de defekte briller er sorteret fra, ender man op med cirka 30.000 par briller årligt, der får et nyt liv ude i verden. På modtagerstedet sørger professionelle øjenlæger eller trænede frivillige Lions/Leos for at screene de synshæmmede, så brillerne kommer til de rette brugere.
Lions Clubs International er verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Organisationen har 1,4 millioner medlemmer i 208 lande og blev i 2007 kåret som verdens bedste NGO af Financial Times. Lions arbejder med nationale og internationale hjælpeprojekter, for eksempel i forbindelse med katastrofer, ligesom bekæmpelse og forebyggelse af blindhed i udviklingslandene er en af organisationens mærkesager.
Overskuddet fra Lions’ indsamlinger og aktiviteter går ubeskåret til projekterne. Lions Danmark er en del af Lions Clubs International og har cirka 6.300 medlemmer.
Syn er også et Lions 100 års fokus.
Kampen mod blindhed har altid været et kerneområde i Lions, for eksempel var Lions med i udviklingen af den hvide blindestok, uddannelse af førerhunde, etablering af øjenbanker og -hospitaler i tredie verdens lande med mere. Derfor er det også naturligt at syn og brilleindsamling er i fokus her i Lions 100 års jubilæumsår.
– Og der er brug for det. Hvert minut fødes der et nyt synshæmmet barn et eller andet sted i verden, slutter zoneformand Ole Klejs Hansen.
Kommentarer