Debat og politik

Liberale betragtninger om Bojesvej

Læserindlæg af Lars Søgaard (V), medlem af Randers Byråd, formand for landdistriktsudvalget

Jeg, og Venstre for den sags skyld, stemte ja til at gå videre med planlægningen af boliger på Bojesvej. Det gjorde jeg blandt andet fordi jeg anerkender, at vi i Randers Kommune mangler flere skattebetalende borgere. Vi har i Randers Kommune det 10. dårligste beskatningsgrundlag i landet, og vi har derfor i høj grad brug for, at vi gør ”kagen større”.

En af fordelene ved en forbedring i beskatningsgrundlag er, at vi får flere midler at arbejde med og prioritere, ikke mindst til den velfærd der ligger os alle på sinde.

Jeg håber derfor, at boligerne på Bojesvej kan være med til at tiltrække flere gode skattebetalende borgere til kommunen. Og jeg er optimistisk, for placeringen på Bojesvej er attraktiv af flere årsager. Ikke alene er placeringen tæt på centrum, med stisystemer ind i bymidten, men den ligger også i gåafstand til noget enestående natur, nemlig Vorup Enge, for bare at nævne nogle af fordelene.

Det sidste gør selvfølgelig også, at vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi griber projektet an. For på den ene side vil vi gerne bruge vores stærke sider, når vi skal tiltrække nye borgere, men særligt når det kommer til naturen skal vi også være meget påpasselige.

Høringssvarene pegede desuden på, at mange borgere i Vorup var bekymret for ”udkigget” fra Vorup, ikke mindst langs Bojesvej, også kaldet sigtelinjer.

Derfor er jeg også tilfreds med, at vi i den fremtidige planlægning af Bojesvej har bestemt, at det skal ske i respekt med sigtelinjer og med tilpasset højde og placering til omgivelserne.

Jeg vil naturligvis holde et vågent øje med den fremtidige planlægning for at sikre, at det videre arbejde respekterer denne indstilling, og så vil jeg glæde mig til at se hvordan det endelige projekt kommer til at se ud.

Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer